torsdag den 13. april 2017

sang-og fortælleaften


1. sang-og fortælleaften afholdt i Humlehuset,-ren råhygge.


onsdag den 25. januar 2017

Ny hjemmeside

Velkommen til den nye hsbl.dk hjemmeside.

H.P. Rasmussen - en gudsbenådet lystfisker

Åge Ebbesen

Mit liv er på mange måder gået i fisk ! Min kone og mine to ældste børn er født i Fiskens tegn, min yngste datter i Vandmandens. Mit arbejde består i at skabe rene og gode vandløb til bl.a. fisk, og i min sparsomme fritid handler det for en stor dels vedkommende også om fisk.

Hverken på min fars ellers mors side i familien har der været nogen med blot den fjerneste interesse for lystfiskeri.

Grunden til min store interesse for fisk og natur blev lagt af min barnepige - H.P.Rasmussen

Mine forældre boede mine første leveår på 1. sal i et hus i Ribe med åen i baghaven. Der var ofte brug for en barnepige, det klarede H.P.Rasmussen, der boede i stuetagen.

H.P.Rasmussen var jernbanearbejder og en gudsbenådet lystfisker. Han fluefiskede især i Ribe Vesterå, Gelsåen og Kongeåen. Han var kendt i både Danmark og udlandet på grund af sine bemærkelsesværdige store fangster. Fangsterne blev ofte solgt og var et væsentlig tilskud til familiens trængte økonomi. På trods af den økonomiske vinkel til fiskeriet havde H.P.Rasmussen nogle på den tid meget fremsynede holdninger til natur og fiskeetik.

Jeg har flere barndomserindringer om store blanke fisk på køkkengulvet, og om et køkkenbord fyldt med spændende fluebindingsmaterialer. Når vi gik tur, var det ud til engene, hvor der dengang var adskillige storke og pænt med gøgeurter. Om efteråret gik turen ofte ned til en af opstemningerne i byen, hvor både havørred og laks stod og sprang. Alt sammen noget der præger en lille dreng.

H.P.Rasmussen udgav i 1939 en lille bog med titlen „ Langs Aaen med Ketsjer og Stang". Bogen består af tekst og en del digte om lystfiskeri.

Jeg har ledt efter bogen i mange år. Til min 40 års fødselsdag var jeg så heldig, at få den foræret.

Den holdning til lystfiskeri og natur, som H. P. Rasmussen havde, kommer tydelig til udtryk i bogens første digt.
Jeg elsker at færdes fra Solen staar op    

og til Aftenklokkerne ringer,
med Ketsjer og stang langs den rindende Aa,

hvor Laksen og Ørreden springer.

Hvor Stallingen fluer i lystige Hop

mellem vævre, gule Foreller.
Jeg elsker den Spænding fra Fisken slaar paa,
til landet i Græsset den spræller.

Det er dog ej Fisken, jeg faar i min Kurv,

alene, som føder den Længsel,

der bor i mit Sind og drager mig ud

fra Bylivets jagende Trængsel.

Nej, det er Guds herlige, frie Natur

som lokker og drager derude,
og intet Sted findes saa herlig som der
blandt Blomster og græssende Stude.


Derude man føler ej Stank af Benzin
fra rastløse, jagende Biler.
Derude hver time af dagen er min,

kun Skade, saa hurtigt den iler.
     

Derude jeg mødes af Mindernes Væld
i herlige, sollyse Dage,
og hver Gang jeg vandrer mod Hjemmet i Kvæld,
jeg længes mod Aaen tilbage.

Jeg føler, det træner min Vilje og Blik,
naar Fluen skal rigtig placeres
og styrker mit Legemes hele Fysik,
naar Grøfter og Hegn skal forceres.

Og aldrig saa herligt et Maaltid jeg fik,
selv ej ved det flotteste Gilde,
som naar mine Klemmer jeg nød til en Drik

fra en kølig - rislende Kilde.


Og selv om saa ikke min Fangst blev ret stor,
   
hvad hænde jo kan, vil jeg mene,    

da tro mig, det ærgrer mig slet ikke spor.
   
- Jeg glædes ved Turen alene.    
     

Kloge og smukke ord der gælder lige så meget i dag som de gjorde i 1939.            Mangen en resultat orienteret „sportsfisker" kunne lærer af H.P.Rasmussen´s digt.

Bogen slutter med 10 bud, som kontant og humoristisk giver gode etiske regler for sportsfiskere.


10 Bud for Sportsfiskere!    
     

Hvis du vil øve Sportsfiskeri,
   
Da maa du holde Budene 10.    
     
Aldrig at fiske, hvor ikke du maa,    

skal du som Sportsfisker kunne forstaa.
   
     
Sæt ud dem du fanger og ved er for smaa,    

maaske du engang dem som store kan faa.
   
     

Fisk kun med Maade, ikke for tit,
   
husk paa, at det hele ikke er dit.    
     
Husk, at en virkelig Sportsfisker ejer    
kun gode, stærke, forsvarlige Grejer.    
     
Husk, at et Kast saa langt du kan naa,    
gi´r den bedste Chance for Fisk at faa paa.    
     
Dræb straks den Fisk, som stor nok er landet,    
husk, at den pines, den kan ikke andet.    
     
Lyv aldrig med Vægten paa Fisk, du har landet,    

for hvis det bli´r afsløret, er det forbandet.
   
     

Aldrig misundelig vær paa din Næste,
   
selv om maaske hans Fangst er den bedste.    
     

Kræver du noget af andre, min Ven,
   
husk da at yde det samme igen.    
     
Altid parat med en hjælpende Haand,    
det er den rette Sportsfiskeraand.

Lidt bundfald

Af Bjarne Vendelbo - 1979.

"Jeg har mistet en fisk" eller "jeg har tabt en fisk" er en såre almindelig taleform blandt lystfiskere og forståes af alle lystfiskere på den made, at den som siger det, har haft en fisk på krogen og at fisken har slået sig fri. For alle andre kan det måske lyde lidt mærkeligt, at man kan miste eller tabe noget man aldrig har haft.


At det så altid er en god fisk som mistes, er en helt anden historie, som det vil være alt for vidtløftigt at komme ind på her.
Imidlertid forekom der for nogen tid siden et tilfælde på Hald sø, hvor talemåden skal opfattes bogstaveligt. Bådelaugets formand, Henry Andersen, havde fanget en regnbueørred og ville rense den på stedet. Da han ville skylle fisken, gled den fra ham og tog omgående kurs mod bunden. Et øjenvidne, Knud Hansen, kommenterede episoden således: ”Det er vistnok første gang nogen renser en fisk før genudsætning!"


Imidlertid er også andre ting i tidens løb havnet på søens bund.
Jeg var en dag for år tilbage på fisketur med ovennævnte øjenvidne, vi pirkede aborre fra båd og havde fået fisk indenbords. Knud ville nu sætte frisk madding på pirken og ville bruge et stykke af aborrens hvide bugskind, som er fortrinlig til formålet. Han rensede en aborre og ville smide hovedet ud. I næste sekund så jeg Knud stå med et mærkeligt for­tabt udtryk i ansigtet. Det fortabte udtryk havde sin gode grund - han havde nemlig smidt kniven ud i stedet for aborrehovedet. Hans kommentar dengang husker jeg ikke nøjagtig, men der var en sætning eller to, som han ihvertfald ikke havde fra Davids salmer.
Der findes også andre ting på bunden af Hald Sø. Jeg har set frømænd og folk med stangjern, som påstod at de fandt oldsager. At ål kan blive meget gamle er almindeligt kendt, men det er dog første gang, jeg hører dem benævnt som oldsager.


En dejlig solrig augustsøndag ville Nicolaj kaste anker ud for Kapeldalen. Kastet var perfekt og alt ville have været iorden, hvis omtalte anker havde været forbundet med et ankertov. At Nicolaj umiddelbart forinden havde deltaget i Bådelaugets skovtur, kan måske ligne lidt af en undskyldning for den lille forglemmelse. Bådelauget fralagde sig ethvert ansvar og fik da heller ikke forelagt noget erstatningskrav. Forøvrigt fandt Nicolaj vistnok sit anker igen.

Jagtfrokost i Humlehuset

af Jens Frydendal, Naturskolen ved Hald

Indtil for nyligt gav Humlehuset et par gange om året ly for et jagtselskab. Jagten i statens skove er i sidste ende dronningens privilegium. Men hun har jo travlt med at regere, og prins Henrik har dårlig ryg. Kronprinsen har også sit at se til - foruden at køre på kælk oppe i Nordøstgrønland. Der er således grunde nok til at overlade forvaltningen af jagten på Hald til skovrideren og hans folk. De bruger jagten som en slags pleje af deres eksterne kontaktflade i form af savværksfolk, naboer, lokalpolitikere, jagtforeningsfolk, nyuddannede jægere, naturskolelederen og mange andre mere eller mindre vidtløftige folk. Alt i alt udmærket selskab, som efter en formiddags jagt masede sig sammen i Humlehusets trange stuer, for at spise deres madpakke og drøfte dagens oplevelser og andre påtrængende sager.

Næppe har man imidlertid faet åbnet for madpakken og skal til at sætte sine tænder i den første og hårdt tiltrængte mad, før der fra det lille kammer, lyder en meget kraftig nærmest lidt sanglignende lyd:
Kære venner halsen brænder.    
øl øl- øl!    

Hvilken væske kan den læske?
   
øl øl - øl!    
Er vor røst vel ikke ren og klar som sølv,    
lad os drikke - lad os drikke    
øl - øl øl!    

Er man ikke alt for nøjeregnende, kunne melodien minde en del om en eller anden vals. Dans kunne der imidlertid ikke blive plads til mellem de tæt samlede bænke og borde. Kvinder var der i øvrigt heller ingen af, hvilket i nogen grad påvirkede niveauet af samtaleemner under frokosten. Valsetonerne fra det lille kammer hidrørte fra hundefolket, som en meget lang og fast tradition havde henvist til netop dette rum - vel oprindeligt ud fra en ide om at de ofte er mere våde end det øvrige selskab, fordi de dagen igennem har maset omkring efter deres hunde gennem diverse tykninger, og vel også kan forventes i nogen grad at dele lugte med disse deres firbenede venner. Knap havde stemningen rejst sig efter sangen og den efterfølgende opfølgning på sangens opfordring før en ny sang rystede huset og eventuelle musikalske deltagere i jagtfrokosten:
Tænk hvis Limfjordens vande gylden snaps var    
Ja, så ville jeg skam gerne vær’ en ål.    
Bare ligge derpå bunden    

Og få gylden snaps i munden.
   
Bare åbne munden og så sige:    
SKÅL!    

Noget vellykket forsøg på at identificere melodien, mener jeg endnu ikke gennemført.

Madderne gled altid for rask ned og eneste grund til ikke at ærgre sig over at madkassens bund alt for hurtigt viste sig var, at der var kaffe og kringle til at jævne ud med. Inden da var vi dog kommet igennem følgende anatomiske overvejelser:

Du lille snaps
   

som for mig står:
   
Nu skal du vejen vandre!    
Du ved det godt    

du må af sted!
   
Du skal ned til de andre!    

Melodien er „Menuetten til Elverhøj". Teksten tør jeg formode må være opstået spontant. I al fald var det kun første del af et ritual, hvor vi efter at snapsen havde fået lov at vandre, fortsatte således:
Om når i morgen du kommer tilbage    

sig mig da ej, hvad du så!
   

Her er melodien umiskendeligt i slægt med „Flyv fugl, flyv over Furesøens vande", og man kan vælge mellem ej og alt i sidste linie.

Repertoiret kunne varieres en lille smule - men ikke meget. En vise der lægger sig tæt op ad den foregående kunne være:

Og nu skal snapsen vandre
   
igennem spiserøret ned.    
Den skal ned til de andre.    
Af sted - af sted - af sted!    

Her måtte „En lille nisse rejste" lægge melodi til. Også denne vise kunne sluttes af med Furesø-slutningen.

På gode dage nåede vi også en historie eller to, og under alle omstændigheder skulle vi gennem en grundig forklaring fra hver deltager, om hvad han havde oplevet og bedrevet, før selskabet igen bevægede sig til skovs.

Nye tider har imidlertid medført nye skikke, så jagtfrokosten er henlagt til et bål i skoven, hvilket også har sin charme - og så slipper vi også for hundefolkenes forsøg på at synge!

Skøn fisk!

af Egon Nielsen

Forsommerens fluefiskeri på søen var præget af få aftener med blank vand og muligvis også en større spredning i klækkeriet, der for mit vedkommende har betydet få fisk. På trods af det, har det ikke skortet på sjove oplevelser derude.

En aften så jeg en „underlig fisk" vimse rundt i overfladen ude midt i søen og jeg lagde straks fluen ud for at se hvad det kunne være. Man kan ikke sige, at jeg mærkede noget voldsomt ryk i linen, men den blev da lidt tungere at trække ind. Man er altid lidt spændt på hvad det mon kan være. - I det her tilfælde viste det sig at være en frø, som åbenbart også nød godt af klækkeriet. Den fik sin frihed og svømmede videre på sin færd over søen.




På en af de første ture på søen, - helt præcis d.12. april fik jeg en søørredhan på lige 2 kg i fuldfed stand som på ingen måde bar præg af at have været på leg - det må vel være en overspringer? For første gang i flere år har jeg været heldig at fange regnbueørred, endda 2 stk. Den ene var en typisk dambrugsfisk med afrundet halefinne medens den anden, -en fisk på 1,5 kg og 46 cm, er den flotteste regnbue jeg til dato har fanget.

I modsætning til søørreder, der søger mod dybet når man har kroget dem, vil regnbuerne den modsatte vej og jeg fik rig lejlighed til at beundre dens springkraft inden den blev nettet. I øvrigt har de fleste fisk i år haft smelt i mavesækken hvilket er meget positivt og det er ikke noget jeg har oplevet i flere år når vi taler om fluefangede ørreder i Dollerupenden.

Når man så har været så heldig at fange en fisk på 1-1.5 kg så er den bedste måde man efter min mening kan tilberede den på at grave den. Hermed en anvendelig opskrift:



Gravet ørred:

2,5 spsk. Fint salt.

2,5 spsk. Sukker.

1 tsk. Peber.

1-2 bdt. Dild.



Fisken renses og deles i to fileter. Rygben og sideben fjernes. Benene der er tilbage efter filetering, fjernes lettest med en pincet. Salt, sukker og peber blandes og drysses på ørredens kødsider. Dilden klippes groft. Ørreden lægges sammen med dild, med kødsiderne mod hinanden. Den tykke del af ørreden skal dække den tynde del. Ørreden lægges i et fad, gerne på dildkviste, og Alufolie lægges over. Et let pres lægges på fisken og den stilles i køleskab i 2 døgn. Vendes efter 1 døgn og evt. lage hældes fra. Krydderierne skrabes af og fisken skæres på skrå, i tynde skiver ned mod skindsiden. Efter gravning kan fisken holde sig 3-4 døgn i køleskab eller ca. 3 måneder i fryseren ved -18 gr. C. God appetit! Dildsaucen plejer vi at købe færdiglavet.

Den skønne regnbue.

Fra en erhvervsfiskers dagbog — 20/3. 1953

af Edvart Ammitzbøll

Om vinteren sad vi i kælderen og syede garn. Det var før nylongarn slog igennem. Dengang gik der megen tid med at sy ruser, vod, trawl m.m. og da det jo var bomuld, havde redskaberne en begrænset holdbarhed! Dette gjorde at fiskepresset på farvandene var moderat. Senere, da nylongarn kom frem, overlod man det tidskrævende syarbejde til vodbinderierne. Derved øgedes fiskeredskabernes fiskeevne betydeligt i årene fremover. Nå, tilbage til 20/3. 1953.

Efter en lang vinter var konto ‘en ved at være lidt tyndslidt, så både tobak og andre gode sager var ved at komme i farezonen. Så min bror Carl og jeg ville prøve at trawle en nat for at se, om ålene var kommet op af dyndet. Vi besluttede at trawle på den dybe del af søen. Jeg husker at det var mørkt som graven og der silede en iskold regn ned. Efter 6 lange slæb havde vi ikke flere ål, end vi selv kunne spise. Vi fik så den lyse idé, at sejle ind på lavere vand i Bækkelundbugten. Der kunne vandet måske være nogle grader varmere.

Regulatoren blev skruet helt i bund på Skagen-motoren og stadig i buldermørke gik det mod Bækkelund - med det resultat, at vi hamrede for fulde drøn op på Rørholmen. Pokker tog ved motoren, da propellen pludselig blev til en ventilator i tom luft. Vi fik sådan et skub af hæksøen, at vi kom næsten over, så kuns bagenden strittede op i luften.

Da vi efter et par minutter ikke kunne finde ud af, hvem af os der var den største, åndssvage landkrabbe på denne her side af Herning, stablede vi trawl, skovle, petroleumsdunke og andet løst gods frem på taget af lukaf’et og fik kastet et anker ud som varp, kom vi igen flot.

I mørke og øsende regn var det let at blive enige om, at af alle lortejobs her på jorden var fiskeriet sgu’ det værste! Men vor teori om det lidt varmere vand holdt stik. Vi nåede 4 træk inden det blev helt lyst - og det gav 400 stk. store, blanke ål, hvis tarme var helt fyldt med dansemyggelarver. Tobakken var reddet. Igen et bevis på, at erhvervsfiskeri altid har gået fra følelsen af den rene lykke til den dybeste depression.

På vejen hjem om morgenen, da vi passerede Rørholmen, syntes vi den egentlig så helt hyggelig ud.