lørdag den 16. september 2023

Præmieudtrækning

Vinderne af bådelaugets konkurrence i søndags til Naturens Dag er nu blevet udtrukket og kontaktet. 
Videoen for lodtrækningen er lagt ud på bådelaugets gruppe samt side på Facebook.


Endnu en gang en stor tak til præmiesponsor PH-Outdoor i Viborg.

Tillykke til jer alle


torsdag den 14. september 2023

Evaluering af Naturens Dag 2023

Søndag den 10. september kl. 10-15 løb Naturens Dag af stablen.

Vejret på denne anden søndag i september var med arrangører og deltagere med sol, varme og næsten ingen vind. Det blev en dejlig dag med mange besøgende og flere nye medlemmer.

Trængsel på bådelaugsbroen til Naturens Dag.

Bådelauget var repræsenteret ved tilstedeværelse i klubhuset og ved foreningsbådene. De to positioner var forbundet ved en rute markeret med små blå flag, som de besøgende kunne følge fra både til klubhus og vice versa.

Foreningsbådene i en svag brise. Det samlede antal både i Hald Sø er afstemt i balance med mindst mulig påvirkning af dyrelivet i det fredede naturområde, som Hald Sø stadig er, selvom mange i dag synes at have glemt det. Derfor er det heller ikke tilladt at sejle med motor.

I klubhuset var der tændt op i grillen og der serveredes gratis en grillpølse med brød, ligesom børn og barnlige sjæle også kunne bage snobrød. Bådelauget afholdt igen i år en konkurrence med flotte præmier sponsoreret af PH-Outdoor.

Hyggelige stunder i klubhuset.

Ved foreningsbådene nedenfor hovedgårdens have kunne man ro en tur på søen, ligesom der var mulighed for at få instruktion i lystfiskeri. Der blev opstillet feltakvarier med levende fisk i, så man kunne komme nærmere på livet under vandoverfladen.

Feltakvarier gøres klar.

Mange fik prøvet kræfter med roning og lystfiskeri, for der var trængsel på bådelaugsbroen dagen igennem. En hel del unge fiskere fik også fanget deres første aborre eller skalle under kyndig vejledning. 

Vinderne af konkurrencen i klubhuset trækkes senere og offentliggøres her på siden, og dette linkes til bådelaugets gruppe og side på facebook. Vinderne gives direkte besked.

Her følger flere indtryk fra Naturens Dag 2023:

Hvad er det, menneskene kigger på?

Akvarier med fisk i?

Ja, minsandten - og der er både aborrer og skaller.

Instruktørerne.




Aborrens forreste rygfinne, der her fremvises, har skarpe pigstråler, som man kan stikke sig på.





Fiskestænger rigget på gammeldaws med prop, møtrik og krog.

Det er ikke til at se det.., men blot en time forinden myldrede det med liv på broen. Nu kan roen igen falde over søen, naturen, som den har brug for. Naturens Dag er slut for i år. På gensyn næste år.

Husk, naturen ved Hald Sø er der i morgen hvis
 Vi passer på naturen, ikke stresser, ødelægger og afvikler den.
Dette gælder for os, der færdes i den.
Dette gælder for de, der er blevet givet et ansvar for at passe på som forvalte den...



fredag den 8. september 2023

Vind fiskegrej! Konkurrence i klubhuset nu på søndag

 I år har et af Hald Sø's Bådelaugs medlemmer forberedt bådelaugskonkurrencen til de, der gæster Naturens Dag ved Hald nu på søndag i tidsrummet kl. 10-15.

Både medlemmer og ikke-medlemmer kan deltage. Det kræver blot, at man lægger vejen forbi Hald Sø's Bådelaugs klubhus i skovbrynet mellem Niels Bugges Kro og Dollerup Bakker. Der kan i øvrigt parkeres på p-pladsen nedenfor huset.

I klubhuset serveres en pølse, ligesom der kan laves snobrød.

Præmier til konkurrencen i klubhuset fra PH-Outdoor.

Der er flotte præmier at vinde!

Præmiesponsor: PH-Outdoor i Viborg


Konkurrencespørgsmål:

1. I Hald Sø klækkes hvert forår en bestemt myggeart. Mange fisk, og især ørreder, er helt vilde med at spise disse myg. Men hvad hedder myggearten?

a. Stikmyg

b. Dansemyg

c. Cykelmyg


2. Hald Sø er en meget gammel og dyb sø, som er skabt helt tilbage fra sidste istid. Men hvor mange meter er søen egentlig på det allerdybeste sted?

a. Under 10 meter dyb

b. Cirka 20 meter dyb

c. Over 30 meter dyb


3. Hald Sø har mange forskellige fiskearter. Hvilken af disse tre fisk findes ikke i søen?

a. Aborre

b. Fjæsing

c. Ørred


Sådan deltager du i konkurrencen:

Du udfylder blot en konkurrenceseddel i klubhuset på søndag i tidsrummet kl. 10-15, og du er med i konkurrencen. Vinderne bliver efterfølgende kontaktet af Hald Sø's Bådelaug.


Som medlem af Hald Sø's Bådelaug får du adgang til foreningens robåde, så du kan ro og fiske på Hald Sø. Et medlemskab støtter blandt andet foreningens vandpleje og vandplejeprojekter ved Hald Sø. Vandplejen er med til at bevare den oprindelige gamle stamme af søørred, som går helt tilbage til istiden. Du kan læse mere om bådelaugets formål og indsatsområder andetsteds på siden her.


På søndag kan du fange Hald Sø's Bådelaugs bestyrelse og medlemmer i klubhuset på Ravnsbjergvej efter Niels Bugges Kro samt ved bådene nedenfor Hald Hovedgaard. Følg flagene.


Mange tak til PH-Outdoor for de fornemme præmier til søndagens konkurrence.


På gensyn!