Den ekstraordinære generalforsamling på mandag kl. 18 er blevet flyttet fra Humlehuset til Naturskolen ved Hald, Ravnsbjergvej 71, 8800 Viborg.
- en interesseforening for naturgængere, lystfiskere, bådholdere og andre med en naturlig interesse for Hald Sø.
lørdag den 5. oktober 2024
mandag den 23. september 2024
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i Humlehuset mandag den 7. oktober kl 18.00
lørdag den 7. september 2024
Naturens Dag og aktiviteter
Denne weekend går det løs i morgen søndag fra kl. 10-15 med Naturens Dag ved Naturskolen ved Hald, hvor bådelauget igen i år er at finde ved foreningsbådene nedenfor haven til Hald Hovedgaard.
Varmen i dette begyndende efterår giver forhåbentlig en flot dag og har også givet mulighed for at nyde andre aktiviteter ved søen.
Projektet med bådtrailere til søens bådholdere er muliggjort med støtte fra Nordea-fonden. Tak for støtten!
Sommeren har desuden budt på interesse for foreningslokalerne i klubhuset.
Ses vi til Naturens Dag i morgen? Et par af de skrappe fiskere fra vandplejen har ved bådelaugets bod planlagt en lille overraskelse...
søndag den 7. juli 2024
Kaj er ikke længere iblandt os
Kaj Vestergaard Sørensen, tidligere kasserer i Hald Sø's Bådelaug, er gået bort.
Han sov stille ind omgivet af kære, men var aktiv i livet og bestyrelsen til det sidste.
Vi har i dag mistet en af grundpillerne i vores forening, et menneske hvis pligtopfyldenhed overfor fællesskabet står som noget ganske enestående.
Æret være hans minde
fredag den 5. juli 2024
Nye fortøjninger på Hald 1 og Hald 2
Torsdag er der blevet lavet nye fortøjninger til foreningbådene Hald 1 og Hald 2 ved Hald Hovedgaard.
Medlemmer fra bestyrelsen mødtes på p-pladsen nedenfor Smedehuset kl. 08:30, og kl. 20:30 kunne arbejdet indstilles.
Bådene er nu fortøjret med kæder i lås til bådebroen i stedet for reb med karabinhager, som flere gange er blevet skåret over. Samtidig er bådene blevet lagt længere ud i et forsøg på at modvirke, at for mange forbipasserende opholder sig i dem under fortøjning, som ødelægger joller og bro. Samtidig er bådene nu ikke så stramme i fortøjningerne, hvilket kan gøre det sværere for flere mennesker at hoppe i dem eller bruge dem til spisning og som skraldespande.
Lad os håbe, at dette kan modvirke noget af det hærværk og hårdhændet behandling, som vores forenings fartøjer har været udsat for de seneste år. Ellers må vi se på det igen.
Instruktion til fortøjning af hovedgårdsjollerne:
Lars er i gang med en visuel instruktion, der senere hænges i pumpehuset. Instruktionen til fortøjninger findes her online under Foreningsbåde & bådpladser. Jens vil gå i gang med at se på nye beslag til åregaflerne.
Det er selvsagt et fælles anliggende i vores forening for alle medlemmer, der nyder godt af bådene, at vi sammen holder dem og pumpehuset i orden og pæn stand fra gang til gang, vi er ude.
Her følger flere indtryk fra dagen:
Undervejs i konstruktionen... Lars havde medbragt et spil, der klarede nedsænkningen.
søndag den 12. maj 2024
Om natursyn - og om lystfiskeren som naturplejer
Vinterens manglende ørredopgang i Mostgård Bæk er bekymrende. Vandløbet stod tomt, hvor der før var fisk på leg. I perioder med is på søen fiskede hejre og skarv af nød side om side langt oppe i det smalle løb. Og hvilke konsekvenser kan de store nedbørsmængder måske få ved udvaskning fra de dyrkede arealer og Vejlevej ned i vandløbet?
En tanke var, at ørrederne, der plejer at gå op i Mostgård Bæk, blot overvintrede i søen på grund af vandets høje strømhastighed ned over gydeområderne. Fiskeriet i foråret kan dog indikere, at der desværre ikke er mange fisk i søen.
Og nu troede vi lige, at vi havde knækket koden med de over hundrede gydebanker samlet i tilløbene i de foregående to år.
Ved et kig omkring os er naturen og sundheden i Danmark presset. Med sager omhandlende Cheminova og Nordic Waste, nu erhvervsfiskeriets ophør i Østersøen, som blot nogle af de seneste eksempler på konsekvenser af menneskelig forurening, er vores natur langt mere skandaleramt end det seneste Eurovision.
Ved Hald Sø har de seneste års markedsføring af området som trækplaster for Viborg-egnen gjort en lokal presset natur mere presset. Støj og møg er støt taget til, anlæg og nybyggeri også. Det er i dag derfor blevet sværere at få øje på det tidligere så enestående og fredede Natura2000-område.
Men når nu systemet, der skulle passe på naturen, synes at være brudt sammen, eller i hvert fald at have nogle store huller, hvad kan vi så som individer gøre, hver for sig og sammen, for at hjælpe naturen?
I en verden med flere mennesker og mindre natur bør vi måske tænke vores egne roller og væren anderledes. Men kan vi det?
Hvis eksempelvis fiskeren ser sig selv som naturmenneske, der værdsætter udelivet og denne livsstil, hvad kan man så gøre for at give naturen, fisk og vandmiljø bedre vilkår lokalt? Ved Hald Sø tænker flere fiskere allerede nu deres fiskeri ind i sammenhængen med, at søen er et mindre økosystem, der let kan overbelastes ved for meget menneskelig aktivitet. Rovfiskebestande ødelægges snart især ved hjemtagning af ørred og større gedde, og derfor fiskes der ikke for meget, ligesom fangster genudsættes. Så det handler vel om at sætte så få aftryk som muligt som følge af sit fiskeri? Nogle fiskere og andre naturgængere tager erkendelsen videre og deltager i vandplejeindsatser ved Hald Sø's Bådelaug.
Eller grundlæggende handler fremtidens natur måske om, at vi blot giver mere end vi tager?
Når vi handler sammen, som hver for sig, for naturen, kan det måske gå hen at gøre en forskel? Vi skal ind i naturen for at erfare om den og passe på den, ikke alle stresses ud i den som er den et fjernt og fremmed aktivitetsrum for underholdning - og vores interesser kan hjælpe os på vej til at erfare: som følge af al den tid vi bruger på dem årene igennem. Derfor skal vi fiske, gå på jagt, ride på heste, dyrke jorden, holde dyr, kigge fugle, være mennesker, men være inde i naturen så vi ikke ødelægger den som følge af vores aktiviteter.
Med et helt sommerligt forårsvejr stiger aktiviteten på søfladen, og skal man ud med fiskestangen, er her et par gode råd til lystfiskeren, der ønsker at fiske skånsomt:
- Klem modhager ned på krogen og fisk gerne med kunstige agn, der ikke sluges så dybt som naturlig agn.
- Medbring også gerne et stort net af slagsen med gummipose, der ikke skader fiskens slimlag så meget, og lad fisken blive i vandet hvis det er muligt.
- Genudsæt fangsten. Søen er et mindre økosystem i sammenligning med kysten, og særligt ørredbestanden vurderes igen presset, så vi har brug for alle fisk på bankerne i de kommende år. Lokale stemmer taler nu også om, at der er blevet længere mellem de større aborrer i søen.
- På Hald Sø ror man sig til fiskene. Og når det blæser for meget til at ro, så får naturen en pause fra mennesket. Brug af motor er slet ikke tilladt uden særtilladelse. Det handler ikke længere blot om at være effektiv og at fange mest og størst, men nu i stedet om at være nænsom uden at efterlade sig mærkbare aftryk i fiskebestandene og naturen.
- Hjælp til i vandplejen ved Hald Sø's Bådelaug som en naturlig del af lystfiskeriet. Indsatserne er frivillige og søger blandt andet at bedre forholdene for smådyr og fisk i tilløbene. Hald Sø's Bådelaug er en medspiller i indsatser for naturen ved Hald Sø.
Ønsker du at hjælpe til i vandplejen, kontakt Thorbjørn på 22 37 18 23. Man er med, som man har lyst, og det giver mening. Flere kan mere sammen.
Læs DTU Aquas anbefalinger til skånsomt fiskeri
Læs Hald Sø's Bådelaugs anbefalinger til skånsomt fiskeri
Læs om genudsætning (DTU Aqua)
lørdag den 27. april 2024
Online booking af foreningsbåde og klubhus fra den 1. maj
Bestyrelsen har derfor arbejdet videre med denne løsning, som nu er klar til brug fra den 1. maj. Samtidig er vores foreningslokaler i klubhuset gjort tobaks- og dyrefri, og også klubhuset er tilgængeligt i den online booking. Humlehuset er selvfølgelig fortsat tilgængeligt for alle medlemmer, som det altid har været. Det nye her er, at man som medlem nu har mulighed for at låne huset via elektronisk booking i stedet for at ringe.
søndag den 10. marts 2024
Sneflokke kommer vrimlende - nedslående nyt om om årets ørredopgang i tilløbene til Hald Sø
Et kig ud af vinduet en søndag formiddag vidner om fortsat nedbør i luften, som sneen daler - eller rettere fyger i luften.
Dette års ørredopgang i tilløbene til Hald Sø har været bekymrende. Et bemærkelsesværdigt lavt antal ørreder har været på leg og leder tankerne tilbage på 2020-21, hvor store regnmængder blandt andet gav anledning til ekstra opmærksomhed på brinksikringen i Mostgård Bæk, for brinkerne stod simpelthen under vand! Ville den holde de industripåvirkede brinker fra dengang og vandets løb på plads med ekstrem nedbør? Den holdt, og den synes at holde endnu.
Dollerup Bæk-systemet har i år heldigvis givet flere gydebanker end der blev indført i 2021, men Mostgård Bæk er fortsat uden logget gydeaktivitet. Vi skal helt tilbage til 1989, det første indskrevne optællingsår i Hald Sø's Bådelaugs nyere statistik, før vi finder ingen gydebanker i Mostgård Bæk. Hvad sker der?!
De voldsomme nedbørsmængder kan være en del af forklaringen. Utrolig meget nedbør vinteren igennem har givet stærk strøm i det smalle løb, hvor en passende strømhastighed i gydeområderne tidligere er afløst af en fossende, høj vandhastighed.
De lave temperaturer med isdække på søen bevirkede i en periode, at både hejre og skarv dagligt fiskede side om side langt oppe i Mostgård Bæk, ligesom odderen er til stede i tre løb. Alle er de utrolige skabninger og meget dygtige fiskere.
Men vent, vi mangler jo at nævne en?!
Kan stigende fiskepres på søen og en uetisk markedsføring af Hald Sø på bekostning af naturen og også de få ørreder, som man desværre nu oplever både på online medier, sociale platforme og i fangstrapporter resultere i flere hjemtagne/døde fisk, sidste år og i kommende sæsoner? Der erfares en stigning i fiskeriet på Hald Sø fra fartøjer med fremdrift af elmotorer, både lovlige og ulovlige. Flere taler nu om motorbåde på Hald Sø og spørger ind til, om man virkelig må det i et beskyttet naturområde? Dertil kommer de mange andre fartøjer, som især sommerhalvåret igennem, opholder sig på søen uden bådenummer og tilladelse, og som også erfares nogle gange at medbringe fiskegrej. Desværre synes hele diskursen for Hald Sø ikke just at være en, der hylder søfred, natur, ej heller Natura2000-kategorien eller Hald Sø-fredningen. Er det som om, at det snarere handler om overfladisk at forbruge naturen og anlægge den væk undervejs? Er disse menneskelige faktorer lagt sammen medvirkende til noget så konkret som nedgangen af fisk på leg i tilløbene?
Vi har fortsat en bestand af søørred i Hald Sø. Hald Sø's Bådelaug vandplejer i tilløbene og assisterer andre steder yderligere, som bådelauget har gjort det i årtier. Forrige år vurderedes bestanden af ørred i søen til et anslået 2-300 fangbare fisk, men med de foreløbige tal, hvis antallet af gydebanker skal definere noget, synes det hurtigt at gå den forkerte vej...
Trods disse bekymringer er der også kommet enkelte gydebanker til sidst i februar med endnu et par nye opmærksomheder her i marts. Med de lave temperaturer finder enkelte ørreder måske, forhåbentlig, vej til gydeområderne i den kommende tid..?
Også derfor har vi i Hald Sø's Bådelaug i år valgt ikke at afslutte årets gydebankeoptællinger endnu, men er fortsat i observationer.
Indtil videre er resultatet dog nedslående:
Blot én enkelt gydebanke er GPS-logget i Gjelbækken med yderligere 30 logget i Dollerup Bæk-systemet - og med et par opmærksomheder i et par andre tilløb som tidligere nævnt.
Vi krydser fingre for lidt flere ørreder i tilløbene, ligesom bådelauget fortsætter sine indsatser for naturen og søørrederne.
Læs gerne bådelaugets anbefalinger til skånsomt fiskeri på Hald Sø her.
lørdag den 2. marts 2024
Nyt kontaktnummer til booking af foreningsbådene
På vores bestyrelsesmøde i torsdags meddelte Kaj, at han på grund af alderen afstår pasningen af foreningsbådene her fra 2024.
Vi skylder alle Kaj en stor tak for indsatsen igennem så mange år.
Du skal nu i stedet kontakte Thomas på mobil 20 45 29 66, hvis du vil ud at ro og fiske. Dette nummer er også skrevet ind her på hsbl.dk under foreningsbåde og bådpladser.
På generalforsamlingen på næste torsdag den 14. marts kl. 19 på Naturskolen ved Hald runder vi foreningsbådene, herunder den nye foreningsbåd, samt bookingen af dem fremadrettet.
mandag den 12. februar 2024
Indkaldelse til ordinær generalforsamling 2024
Ordinær generalforsamling på Naturskolen ved Hald, Ravnsbjergvej 71, 8800 Viborg
Torsdag den 14. marts 2024 kl. 19
Dagsorden
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Formandens beretning
4. Fremlæggelse af revideret årsregnskab og status
5. Indkomne forslag (indsendes senest 7 dage før til bestyrelsen på baadelaughaldsoe@gmail.com)
6. Fastsættelse af kontingent (bestyrelsen foreslår uændret kontingent på 75,00 kr)
7. Valg i henhold til §4:
a. Valg af kasserer for 2 år (Jens Mathiassen modtager genvalg)
b. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer for 2 år (Hans Sandbjerg modtager genvalg, Thorkild Pedersen modtager ikke genvalg)
c. Valg af to suppleanter for 1 år (Thomas Esmar Nielsen og Thomas René Haagensen modtager genvalg)
d. Valg af revisor for 1 år (Preben Albin Petersen modtager genvalg)
e. Valg af revisorsuppleant for 1 år (Poul Blicher Andersen modtager genvalg)
8. Eventuelt
FILM OM FISKERI PÅ HALD SØ EFTER GENERALFORSAMLINGEN:
I forlængelse af dette års generalforsamling viser bådelauget film, hvis man ikke i stedet vil hyggesnakke eller bare hjem.
”Under Overfladen: Når rovfisken hugger – undervandsoptagelser fra dørgefiskeri på Hald Sø” (26m04s).
”Dørgefiskeri fra robåd: 6 dagen på søen med flue - en videodagbog” (51m54s).
Diskretion udbedes. Fiskefilmene offentliggøres ikke. Muligheden for at se dem er i forlængelse af generalforsamlingen.
Vel mødt
Bestyrelsen
søndag den 24. december 2023
Årets julegave - nye tider
I ansøgningerne til årets vandplejeprojekter ville bådelauget blandt andet gerne isætte nogle pæle i Gjelbækkens nedre løb, på strækket nedstrøms Gjelbroen til udløbet i Hald Sø, "til opsamling af vandplanter, da vegetationen i nedre løb er meget sparsom."
Men det viste sig snart, at andre var kommet os i forkøbet - og med noget langt bedre...
Kunne det være nisserne?! Dette er et godt og også realistisk bud på denne juletid af året, der strækker sig langt ind i november, hvor nisser kommer frem og pludselig er synlige allevegne. Det ville gøre det muligt for de rigtige nisser at "gemme" sig, mens disse naturens vogtere udførte deres gode gerninger for helheden. For ellers gør nisser jo ikke meget væsen af sig. Alligevel ved vi, at nisserne ved Hald Sø passer på både søen og dyrene året rundt, også når vi mennesker glemmer at gøre det.
Men dette værk syntes for stort til at være af nisser gjort...
En opringning til Park og Vej gav svaret. De havde i anledning af vandet på Ravnsbjergvej, der skulle tøjles ved etablering af et spiraldræn (ref. Natur & Vand), udlagt dødt ved i Gjelbækkens nedre løb.
Hvilket imponerende syn!
Park og Vej var tidligere også med ved udlægning af dødt ved i genetablering af natur i Dollerup Bæks nedre løb, som indtil for nylig var en gold sandørken. Allerede nu trives småfiskene her.
I Viborg Kommune er Park og Vej progressive i forhold til naturforståelse. Hvor naturgængere og fiskere ved vandløbene tidligere frygtede instansen med leen, som intet efterlod sig i løbet som ved siderne af det, ses i dag ved Hald Sø en ganske anden afvejning af forholdet mellem fri vandgennemstrømning og vandløbsregulativ overfor naturpleje; skjule- og opvækststeder i vegetation og dødt ved til gavn for smådyrslivet og fiskene.
Hvilken julegave til en trængt natur!
Tak, Park og Vej
En stor tak for samarbejdet i 2023 rettes ligeledes til DTU Aqua, Grønhøj Vognmandsforretning, Natur og Vand, Naturstyrelsen, de andre natur- og fiskeforeninger i lokalområdet, samarbejdspartnerne i netværket - og sidst, men bestemt ikke mindst, I der er lodsejere søen rundt og bosat i lokalområdet. Uden jer gik det bare slet ikke.
Og mens vi venter - på opgangen selvfølgelig, som endnu ikke er kommet rigtigt i gang, er her alligevel en julegave fra søen selv til os alle: Opgangsårets første ørreder på leg.
Bådelauget ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår.







































