Velkommen til den nye hsbl.dk hjemmeside.
- en interesseforening for naturgængere, lystfiskere, bådholdere og andre med en naturlig interesse for Hald Sø.
onsdag den 25. januar 2017
H.P. Rasmussen - en gudsbenådet lystfisker
Åge Ebbesen
Mit liv er på mange måder gået i fisk ! Min kone og mine to ældste børn er født i Fiskens tegn, min yngste datter i Vandmandens. Mit arbejde består i at skabe rene og gode vandløb til bl.a. fisk, og i min sparsomme fritid handler det for en stor dels vedkommende også om fisk.
Hverken på min fars ellers mors side i familien har der været nogen med blot den fjerneste interesse for lystfiskeri.
Grunden til min store interesse for fisk og natur blev lagt af min barnepige - H.P.Rasmussen
Mine forældre boede mine første leveår på 1. sal i et hus i Ribe med åen i baghaven. Der var ofte brug for en barnepige, det klarede H.P.Rasmussen, der boede i stuetagen.
H.P.Rasmussen var jernbanearbejder og en gudsbenådet lystfisker. Han fluefiskede især i Ribe Vesterå, Gelsåen og Kongeåen. Han var kendt i både Danmark og udlandet på grund af sine bemærkelsesværdige store fangster. Fangsterne blev ofte solgt og var et væsentlig tilskud til familiens trængte økonomi. På trods af den økonomiske vinkel til fiskeriet havde H.P.Rasmussen nogle på den tid meget fremsynede holdninger til natur og fiskeetik.
Jeg har flere barndomserindringer om store blanke fisk på køkkengulvet, og om et køkkenbord fyldt med spændende fluebindingsmaterialer. Når vi gik tur, var det ud til engene, hvor der dengang var adskillige storke og pænt med gøgeurter. Om efteråret gik turen ofte ned til en af opstemningerne i byen, hvor både havørred og laks stod og sprang. Alt sammen noget der præger en lille dreng.
H.P.Rasmussen udgav i 1939 en lille bog med titlen „ Langs Aaen med Ketsjer og Stang". Bogen består af tekst og en del digte om lystfiskeri.
Jeg har ledt efter bogen i mange år. Til min 40 års fødselsdag var jeg så heldig, at få den foræret.
Den holdning til lystfiskeri og natur, som H. P. Rasmussen havde, kommer tydelig til udtryk i bogens første digt.
Jeg elsker at færdes fra Solen staar op
og til Aftenklokkerne ringer,
med Ketsjer og stang langs den rindende Aa,
hvor Laksen og Ørreden springer.
Hvor Stallingen fluer i lystige Hop
mellem vævre, gule Foreller.
Jeg elsker den Spænding fra Fisken slaar paa,
til landet i Græsset den spræller.
Det er dog ej Fisken, jeg faar i min Kurv,
alene, som føder den Længsel,
der bor i mit Sind og drager mig ud
fra Bylivets jagende Trængsel.
Nej, det er Guds herlige, frie Natur
som lokker og drager derude,
og intet Sted findes saa herlig som der
blandt Blomster og græssende Stude.
Derude man føler ej Stank af Benzin
fra rastløse, jagende Biler.
Derude hver time af dagen er min,
kun Skade, saa hurtigt den iler.
Derude jeg mødes af Mindernes Væld
i herlige, sollyse Dage,
og hver Gang jeg vandrer mod Hjemmet i Kvæld,
jeg længes mod Aaen tilbage.
Jeg føler, det træner min Vilje og Blik,
naar Fluen skal rigtig placeres
og styrker mit Legemes hele Fysik,
naar Grøfter og Hegn skal forceres.
Og aldrig saa herligt et Maaltid jeg fik,
selv ej ved det flotteste Gilde,
som naar mine Klemmer jeg nød til en Drik
fra en kølig - rislende Kilde.
Og selv om saa ikke min Fangst blev ret stor,
hvad hænde jo kan, vil jeg mene,
da tro mig, det ærgrer mig slet ikke spor.
- Jeg glædes ved Turen alene.
Kloge og smukke ord der gælder lige så meget i dag som de gjorde i 1939. Mangen en resultat orienteret „sportsfisker" kunne lærer af H.P.Rasmussen´s digt.
Bogen slutter med 10 bud, som kontant og humoristisk giver gode etiske regler for sportsfiskere.
10 Bud for Sportsfiskere!
Hvis du vil øve Sportsfiskeri,
Da maa du holde Budene 10.
Aldrig at fiske, hvor ikke du maa,
skal du som Sportsfisker kunne forstaa.
Sæt ud dem du fanger og ved er for smaa,
maaske du engang dem som store kan faa.
Fisk kun med Maade, ikke for tit,
husk paa, at det hele ikke er dit.
Husk, at en virkelig Sportsfisker ejer
kun gode, stærke, forsvarlige Grejer.
Husk, at et Kast saa langt du kan naa,
gi´r den bedste Chance for Fisk at faa paa.
Dræb straks den Fisk, som stor nok er landet,
husk, at den pines, den kan ikke andet.
Lyv aldrig med Vægten paa Fisk, du har landet,
for hvis det bli´r afsløret, er det forbandet.
Aldrig misundelig vær paa din Næste,
selv om maaske hans Fangst er den bedste.
Kræver du noget af andre, min Ven,
husk da at yde det samme igen.
Altid parat med en hjælpende Haand,
det er den rette Sportsfiskeraand.
Mit liv er på mange måder gået i fisk ! Min kone og mine to ældste børn er født i Fiskens tegn, min yngste datter i Vandmandens. Mit arbejde består i at skabe rene og gode vandløb til bl.a. fisk, og i min sparsomme fritid handler det for en stor dels vedkommende også om fisk.
Hverken på min fars ellers mors side i familien har der været nogen med blot den fjerneste interesse for lystfiskeri.
Grunden til min store interesse for fisk og natur blev lagt af min barnepige - H.P.Rasmussen
Mine forældre boede mine første leveår på 1. sal i et hus i Ribe med åen i baghaven. Der var ofte brug for en barnepige, det klarede H.P.Rasmussen, der boede i stuetagen.
H.P.Rasmussen var jernbanearbejder og en gudsbenådet lystfisker. Han fluefiskede især i Ribe Vesterå, Gelsåen og Kongeåen. Han var kendt i både Danmark og udlandet på grund af sine bemærkelsesværdige store fangster. Fangsterne blev ofte solgt og var et væsentlig tilskud til familiens trængte økonomi. På trods af den økonomiske vinkel til fiskeriet havde H.P.Rasmussen nogle på den tid meget fremsynede holdninger til natur og fiskeetik.
Jeg har flere barndomserindringer om store blanke fisk på køkkengulvet, og om et køkkenbord fyldt med spændende fluebindingsmaterialer. Når vi gik tur, var det ud til engene, hvor der dengang var adskillige storke og pænt med gøgeurter. Om efteråret gik turen ofte ned til en af opstemningerne i byen, hvor både havørred og laks stod og sprang. Alt sammen noget der præger en lille dreng.
H.P.Rasmussen udgav i 1939 en lille bog med titlen „ Langs Aaen med Ketsjer og Stang". Bogen består af tekst og en del digte om lystfiskeri.
Jeg har ledt efter bogen i mange år. Til min 40 års fødselsdag var jeg så heldig, at få den foræret.
Den holdning til lystfiskeri og natur, som H. P. Rasmussen havde, kommer tydelig til udtryk i bogens første digt.
Jeg elsker at færdes fra Solen staar op
og til Aftenklokkerne ringer,
med Ketsjer og stang langs den rindende Aa,
hvor Laksen og Ørreden springer.
Hvor Stallingen fluer i lystige Hop
mellem vævre, gule Foreller.
Jeg elsker den Spænding fra Fisken slaar paa,
til landet i Græsset den spræller.
Det er dog ej Fisken, jeg faar i min Kurv,
alene, som føder den Længsel,
der bor i mit Sind og drager mig ud
fra Bylivets jagende Trængsel.
Nej, det er Guds herlige, frie Natur
som lokker og drager derude,
og intet Sted findes saa herlig som der
blandt Blomster og græssende Stude.
Derude man føler ej Stank af Benzin
fra rastløse, jagende Biler.
Derude hver time af dagen er min,
kun Skade, saa hurtigt den iler.
Derude jeg mødes af Mindernes Væld
i herlige, sollyse Dage,
og hver Gang jeg vandrer mod Hjemmet i Kvæld,
jeg længes mod Aaen tilbage.
Jeg føler, det træner min Vilje og Blik,
naar Fluen skal rigtig placeres
og styrker mit Legemes hele Fysik,
naar Grøfter og Hegn skal forceres.
Og aldrig saa herligt et Maaltid jeg fik,
selv ej ved det flotteste Gilde,
som naar mine Klemmer jeg nød til en Drik
fra en kølig - rislende Kilde.
Og selv om saa ikke min Fangst blev ret stor,
hvad hænde jo kan, vil jeg mene,
da tro mig, det ærgrer mig slet ikke spor.
- Jeg glædes ved Turen alene.
Kloge og smukke ord der gælder lige så meget i dag som de gjorde i 1939. Mangen en resultat orienteret „sportsfisker" kunne lærer af H.P.Rasmussen´s digt.
Bogen slutter med 10 bud, som kontant og humoristisk giver gode etiske regler for sportsfiskere.
10 Bud for Sportsfiskere!
Hvis du vil øve Sportsfiskeri,
Da maa du holde Budene 10.
Aldrig at fiske, hvor ikke du maa,
skal du som Sportsfisker kunne forstaa.
Sæt ud dem du fanger og ved er for smaa,
maaske du engang dem som store kan faa.
Fisk kun med Maade, ikke for tit,
husk paa, at det hele ikke er dit.
Husk, at en virkelig Sportsfisker ejer
kun gode, stærke, forsvarlige Grejer.
Husk, at et Kast saa langt du kan naa,
gi´r den bedste Chance for Fisk at faa paa.
Dræb straks den Fisk, som stor nok er landet,
husk, at den pines, den kan ikke andet.
Lyv aldrig med Vægten paa Fisk, du har landet,
for hvis det bli´r afsløret, er det forbandet.
Aldrig misundelig vær paa din Næste,
selv om maaske hans Fangst er den bedste.
Kræver du noget af andre, min Ven,
husk da at yde det samme igen.
Altid parat med en hjælpende Haand,
det er den rette Sportsfiskeraand.
Lidt bundfald
Af Bjarne Vendelbo - 1979.
"Jeg har mistet en fisk" eller "jeg har tabt en fisk" er en såre almindelig taleform blandt lystfiskere og forståes af alle lystfiskere på den made, at den som siger det, har haft en fisk på krogen og at fisken har slået sig fri. For alle andre kan det måske lyde lidt mærkeligt, at man kan miste eller tabe noget man aldrig har haft.
At det så altid er en god fisk som mistes, er en helt anden historie, som det vil være alt for vidtløftigt at komme ind på her.
Imidlertid forekom der for nogen tid siden et tilfælde på Hald sø, hvor talemåden skal opfattes bogstaveligt. Bådelaugets formand, Henry Andersen, havde fanget en regnbueørred og ville rense den på stedet. Da han ville skylle fisken, gled den fra ham og tog omgående kurs mod bunden. Et øjenvidne, Knud Hansen, kommenterede episoden således: ”Det er vistnok første gang nogen renser en fisk før genudsætning!"
Imidlertid er også andre ting i tidens løb havnet på søens bund.
Jeg var en dag for år tilbage på fisketur med ovennævnte øjenvidne, vi pirkede aborre fra båd og havde fået fisk indenbords. Knud ville nu sætte frisk madding på pirken og ville bruge et stykke af aborrens hvide bugskind, som er fortrinlig til formålet. Han rensede en aborre og ville smide hovedet ud. I næste sekund så jeg Knud stå med et mærkeligt fortabt udtryk i ansigtet. Det fortabte udtryk havde sin gode grund - han havde nemlig smidt kniven ud i stedet for aborrehovedet. Hans kommentar dengang husker jeg ikke nøjagtig, men der var en sætning eller to, som han ihvertfald ikke havde fra Davids salmer.
Der findes også andre ting på bunden af Hald Sø. Jeg har set frømænd og folk med stangjern, som påstod at de fandt oldsager. At ål kan blive meget gamle er almindeligt kendt, men det er dog første gang, jeg hører dem benævnt som oldsager.
En dejlig solrig augustsøndag ville Nicolaj kaste anker ud for Kapeldalen. Kastet var perfekt og alt ville have været iorden, hvis omtalte anker havde været forbundet med et ankertov. At Nicolaj umiddelbart forinden havde deltaget i Bådelaugets skovtur, kan måske ligne lidt af en undskyldning for den lille forglemmelse. Bådelauget fralagde sig ethvert ansvar og fik da heller ikke forelagt noget erstatningskrav. Forøvrigt fandt Nicolaj vistnok sit anker igen.
"Jeg har mistet en fisk" eller "jeg har tabt en fisk" er en såre almindelig taleform blandt lystfiskere og forståes af alle lystfiskere på den made, at den som siger det, har haft en fisk på krogen og at fisken har slået sig fri. For alle andre kan det måske lyde lidt mærkeligt, at man kan miste eller tabe noget man aldrig har haft.
At det så altid er en god fisk som mistes, er en helt anden historie, som det vil være alt for vidtløftigt at komme ind på her.
Imidlertid forekom der for nogen tid siden et tilfælde på Hald sø, hvor talemåden skal opfattes bogstaveligt. Bådelaugets formand, Henry Andersen, havde fanget en regnbueørred og ville rense den på stedet. Da han ville skylle fisken, gled den fra ham og tog omgående kurs mod bunden. Et øjenvidne, Knud Hansen, kommenterede episoden således: ”Det er vistnok første gang nogen renser en fisk før genudsætning!"
Imidlertid er også andre ting i tidens løb havnet på søens bund.
Jeg var en dag for år tilbage på fisketur med ovennævnte øjenvidne, vi pirkede aborre fra båd og havde fået fisk indenbords. Knud ville nu sætte frisk madding på pirken og ville bruge et stykke af aborrens hvide bugskind, som er fortrinlig til formålet. Han rensede en aborre og ville smide hovedet ud. I næste sekund så jeg Knud stå med et mærkeligt fortabt udtryk i ansigtet. Det fortabte udtryk havde sin gode grund - han havde nemlig smidt kniven ud i stedet for aborrehovedet. Hans kommentar dengang husker jeg ikke nøjagtig, men der var en sætning eller to, som han ihvertfald ikke havde fra Davids salmer.
Der findes også andre ting på bunden af Hald Sø. Jeg har set frømænd og folk med stangjern, som påstod at de fandt oldsager. At ål kan blive meget gamle er almindeligt kendt, men det er dog første gang, jeg hører dem benævnt som oldsager.
En dejlig solrig augustsøndag ville Nicolaj kaste anker ud for Kapeldalen. Kastet var perfekt og alt ville have været iorden, hvis omtalte anker havde været forbundet med et ankertov. At Nicolaj umiddelbart forinden havde deltaget i Bådelaugets skovtur, kan måske ligne lidt af en undskyldning for den lille forglemmelse. Bådelauget fralagde sig ethvert ansvar og fik da heller ikke forelagt noget erstatningskrav. Forøvrigt fandt Nicolaj vistnok sit anker igen.
Jagtfrokost i Humlehuset
af Jens Frydendal, Naturskolen ved Hald
Indtil for nyligt gav Humlehuset et par gange om året ly for et jagtselskab. Jagten i statens skove er i sidste ende dronningens privilegium. Men hun har jo travlt med at regere, og prins Henrik har dårlig ryg. Kronprinsen har også sit at se til - foruden at køre på kælk oppe i Nordøstgrønland. Der er således grunde nok til at overlade forvaltningen af jagten på Hald til skovrideren og hans folk. De bruger jagten som en slags pleje af deres eksterne kontaktflade i form af savværksfolk, naboer, lokalpolitikere, jagtforeningsfolk, nyuddannede jægere, naturskolelederen og mange andre mere eller mindre vidtløftige folk. Alt i alt udmærket selskab, som efter en formiddags jagt masede sig sammen i Humlehusets trange stuer, for at spise deres madpakke og drøfte dagens oplevelser og andre påtrængende sager.
Næppe har man imidlertid faet åbnet for madpakken og skal til at sætte sine tænder i den første og hårdt tiltrængte mad, før der fra det lille kammer, lyder en meget kraftig nærmest lidt sanglignende lyd:
Kære venner halsen brænder.
øl øl- øl!
Hvilken væske kan den læske?
øl øl - øl!
Er vor røst vel ikke ren og klar som sølv,
lad os drikke - lad os drikke
øl - øl øl!
Er man ikke alt for nøjeregnende, kunne melodien minde en del om en eller anden vals. Dans kunne der imidlertid ikke blive plads til mellem de tæt samlede bænke og borde. Kvinder var der i øvrigt heller ingen af, hvilket i nogen grad påvirkede niveauet af samtaleemner under frokosten. Valsetonerne fra det lille kammer hidrørte fra hundefolket, som en meget lang og fast tradition havde henvist til netop dette rum - vel oprindeligt ud fra en ide om at de ofte er mere våde end det øvrige selskab, fordi de dagen igennem har maset omkring efter deres hunde gennem diverse tykninger, og vel også kan forventes i nogen grad at dele lugte med disse deres firbenede venner. Knap havde stemningen rejst sig efter sangen og den efterfølgende opfølgning på sangens opfordring før en ny sang rystede huset og eventuelle musikalske deltagere i jagtfrokosten:
Tænk hvis Limfjordens vande gylden snaps var
Ja, så ville jeg skam gerne vær’ en ål.
Bare ligge derpå bunden
Og få gylden snaps i munden.
Bare åbne munden og så sige:
SKÅL!
Noget vellykket forsøg på at identificere melodien, mener jeg endnu ikke gennemført.
Madderne gled altid for rask ned og eneste grund til ikke at ærgre sig over at madkassens bund alt for hurtigt viste sig var, at der var kaffe og kringle til at jævne ud med. Inden da var vi dog kommet igennem følgende anatomiske overvejelser:
Du lille snaps
som for mig står:
Nu skal du vejen vandre!
Du ved det godt
du må af sted!
Du skal ned til de andre!
Melodien er „Menuetten til Elverhøj". Teksten tør jeg formode må være opstået spontant. I al fald var det kun første del af et ritual, hvor vi efter at snapsen havde fået lov at vandre, fortsatte således:
Om når i morgen du kommer tilbage
sig mig da ej, hvad du så!
Her er melodien umiskendeligt i slægt med „Flyv fugl, flyv over Furesøens vande", og man kan vælge mellem ej og alt i sidste linie.
Repertoiret kunne varieres en lille smule - men ikke meget. En vise der lægger sig tæt op ad den foregående kunne være:
Og nu skal snapsen vandre
igennem spiserøret ned.
Den skal ned til de andre.
Af sted - af sted - af sted!
Her måtte „En lille nisse rejste" lægge melodi til. Også denne vise kunne sluttes af med Furesø-slutningen.
På gode dage nåede vi også en historie eller to, og under alle omstændigheder skulle vi gennem en grundig forklaring fra hver deltager, om hvad han havde oplevet og bedrevet, før selskabet igen bevægede sig til skovs.
Nye tider har imidlertid medført nye skikke, så jagtfrokosten er henlagt til et bål i skoven, hvilket også har sin charme - og så slipper vi også for hundefolkenes forsøg på at synge!
Indtil for nyligt gav Humlehuset et par gange om året ly for et jagtselskab. Jagten i statens skove er i sidste ende dronningens privilegium. Men hun har jo travlt med at regere, og prins Henrik har dårlig ryg. Kronprinsen har også sit at se til - foruden at køre på kælk oppe i Nordøstgrønland. Der er således grunde nok til at overlade forvaltningen af jagten på Hald til skovrideren og hans folk. De bruger jagten som en slags pleje af deres eksterne kontaktflade i form af savværksfolk, naboer, lokalpolitikere, jagtforeningsfolk, nyuddannede jægere, naturskolelederen og mange andre mere eller mindre vidtløftige folk. Alt i alt udmærket selskab, som efter en formiddags jagt masede sig sammen i Humlehusets trange stuer, for at spise deres madpakke og drøfte dagens oplevelser og andre påtrængende sager.
Næppe har man imidlertid faet åbnet for madpakken og skal til at sætte sine tænder i den første og hårdt tiltrængte mad, før der fra det lille kammer, lyder en meget kraftig nærmest lidt sanglignende lyd:
Kære venner halsen brænder.
øl øl- øl!
Hvilken væske kan den læske?
øl øl - øl!
Er vor røst vel ikke ren og klar som sølv,
lad os drikke - lad os drikke
øl - øl øl!
Er man ikke alt for nøjeregnende, kunne melodien minde en del om en eller anden vals. Dans kunne der imidlertid ikke blive plads til mellem de tæt samlede bænke og borde. Kvinder var der i øvrigt heller ingen af, hvilket i nogen grad påvirkede niveauet af samtaleemner under frokosten. Valsetonerne fra det lille kammer hidrørte fra hundefolket, som en meget lang og fast tradition havde henvist til netop dette rum - vel oprindeligt ud fra en ide om at de ofte er mere våde end det øvrige selskab, fordi de dagen igennem har maset omkring efter deres hunde gennem diverse tykninger, og vel også kan forventes i nogen grad at dele lugte med disse deres firbenede venner. Knap havde stemningen rejst sig efter sangen og den efterfølgende opfølgning på sangens opfordring før en ny sang rystede huset og eventuelle musikalske deltagere i jagtfrokosten:
Tænk hvis Limfjordens vande gylden snaps var
Ja, så ville jeg skam gerne vær’ en ål.
Bare ligge derpå bunden
Og få gylden snaps i munden.
Bare åbne munden og så sige:
SKÅL!
Noget vellykket forsøg på at identificere melodien, mener jeg endnu ikke gennemført.
Madderne gled altid for rask ned og eneste grund til ikke at ærgre sig over at madkassens bund alt for hurtigt viste sig var, at der var kaffe og kringle til at jævne ud med. Inden da var vi dog kommet igennem følgende anatomiske overvejelser:
Du lille snaps
som for mig står:
Nu skal du vejen vandre!
Du ved det godt
du må af sted!
Du skal ned til de andre!
Melodien er „Menuetten til Elverhøj". Teksten tør jeg formode må være opstået spontant. I al fald var det kun første del af et ritual, hvor vi efter at snapsen havde fået lov at vandre, fortsatte således:
Om når i morgen du kommer tilbage
sig mig da ej, hvad du så!
Her er melodien umiskendeligt i slægt med „Flyv fugl, flyv over Furesøens vande", og man kan vælge mellem ej og alt i sidste linie.
Repertoiret kunne varieres en lille smule - men ikke meget. En vise der lægger sig tæt op ad den foregående kunne være:
Og nu skal snapsen vandre
igennem spiserøret ned.
Den skal ned til de andre.
Af sted - af sted - af sted!
Her måtte „En lille nisse rejste" lægge melodi til. Også denne vise kunne sluttes af med Furesø-slutningen.
På gode dage nåede vi også en historie eller to, og under alle omstændigheder skulle vi gennem en grundig forklaring fra hver deltager, om hvad han havde oplevet og bedrevet, før selskabet igen bevægede sig til skovs.
Nye tider har imidlertid medført nye skikke, så jagtfrokosten er henlagt til et bål i skoven, hvilket også har sin charme - og så slipper vi også for hundefolkenes forsøg på at synge!
Skøn fisk!
af Egon Nielsen
Forsommerens fluefiskeri på søen var præget af få aftener med blank vand og muligvis også en større spredning i klækkeriet, der for mit vedkommende har betydet få fisk. På trods af det, har det ikke skortet på sjove oplevelser derude.
En aften så jeg en „underlig fisk" vimse rundt i overfladen ude midt i søen og jeg lagde straks fluen ud for at se hvad det kunne være. Man kan ikke sige, at jeg mærkede noget voldsomt ryk i linen, men den blev da lidt tungere at trække ind. Man er altid lidt spændt på hvad det mon kan være. - I det her tilfælde viste det sig at være en frø, som åbenbart også nød godt af klækkeriet. Den fik sin frihed og svømmede videre på sin færd over søen.
På en af de første ture på søen, - helt præcis d.12. april fik jeg en søørredhan på lige 2 kg i fuldfed stand som på ingen måde bar præg af at have været på leg - det må vel være en overspringer? For første gang i flere år har jeg været heldig at fange regnbueørred, endda 2 stk. Den ene var en typisk dambrugsfisk med afrundet halefinne medens den anden, -en fisk på 1,5 kg og 46 cm, er den flotteste regnbue jeg til dato har fanget.
I modsætning til søørreder, der søger mod dybet når man har kroget dem, vil regnbuerne den modsatte vej og jeg fik rig lejlighed til at beundre dens springkraft inden den blev nettet. I øvrigt har de fleste fisk i år haft smelt i mavesækken hvilket er meget positivt og det er ikke noget jeg har oplevet i flere år når vi taler om fluefangede ørreder i Dollerupenden.
Når man så har været så heldig at fange en fisk på 1-1.5 kg så er den bedste måde man efter min mening kan tilberede den på at grave den. Hermed en anvendelig opskrift:
Gravet ørred:
2,5 spsk. Fint salt.
2,5 spsk. Sukker.
1 tsk. Peber.
1-2 bdt. Dild.
Fisken renses og deles i to fileter. Rygben og sideben fjernes. Benene der er tilbage efter filetering, fjernes lettest med en pincet. Salt, sukker og peber blandes og drysses på ørredens kødsider. Dilden klippes groft. Ørreden lægges sammen med dild, med kødsiderne mod hinanden. Den tykke del af ørreden skal dække den tynde del. Ørreden lægges i et fad, gerne på dildkviste, og Alufolie lægges over. Et let pres lægges på fisken og den stilles i køleskab i 2 døgn. Vendes efter 1 døgn og evt. lage hældes fra. Krydderierne skrabes af og fisken skæres på skrå, i tynde skiver ned mod skindsiden. Efter gravning kan fisken holde sig 3-4 døgn i køleskab eller ca. 3 måneder i fryseren ved -18 gr. C. God appetit! Dildsaucen plejer vi at købe færdiglavet.
Den skønne regnbue.
Forsommerens fluefiskeri på søen var præget af få aftener med blank vand og muligvis også en større spredning i klækkeriet, der for mit vedkommende har betydet få fisk. På trods af det, har det ikke skortet på sjove oplevelser derude.
En aften så jeg en „underlig fisk" vimse rundt i overfladen ude midt i søen og jeg lagde straks fluen ud for at se hvad det kunne være. Man kan ikke sige, at jeg mærkede noget voldsomt ryk i linen, men den blev da lidt tungere at trække ind. Man er altid lidt spændt på hvad det mon kan være. - I det her tilfælde viste det sig at være en frø, som åbenbart også nød godt af klækkeriet. Den fik sin frihed og svømmede videre på sin færd over søen.
På en af de første ture på søen, - helt præcis d.12. april fik jeg en søørredhan på lige 2 kg i fuldfed stand som på ingen måde bar præg af at have været på leg - det må vel være en overspringer? For første gang i flere år har jeg været heldig at fange regnbueørred, endda 2 stk. Den ene var en typisk dambrugsfisk med afrundet halefinne medens den anden, -en fisk på 1,5 kg og 46 cm, er den flotteste regnbue jeg til dato har fanget.
I modsætning til søørreder, der søger mod dybet når man har kroget dem, vil regnbuerne den modsatte vej og jeg fik rig lejlighed til at beundre dens springkraft inden den blev nettet. I øvrigt har de fleste fisk i år haft smelt i mavesækken hvilket er meget positivt og det er ikke noget jeg har oplevet i flere år når vi taler om fluefangede ørreder i Dollerupenden.
Når man så har været så heldig at fange en fisk på 1-1.5 kg så er den bedste måde man efter min mening kan tilberede den på at grave den. Hermed en anvendelig opskrift:
Gravet ørred:
2,5 spsk. Fint salt.
2,5 spsk. Sukker.
1 tsk. Peber.
1-2 bdt. Dild.
Fisken renses og deles i to fileter. Rygben og sideben fjernes. Benene der er tilbage efter filetering, fjernes lettest med en pincet. Salt, sukker og peber blandes og drysses på ørredens kødsider. Dilden klippes groft. Ørreden lægges sammen med dild, med kødsiderne mod hinanden. Den tykke del af ørreden skal dække den tynde del. Ørreden lægges i et fad, gerne på dildkviste, og Alufolie lægges over. Et let pres lægges på fisken og den stilles i køleskab i 2 døgn. Vendes efter 1 døgn og evt. lage hældes fra. Krydderierne skrabes af og fisken skæres på skrå, i tynde skiver ned mod skindsiden. Efter gravning kan fisken holde sig 3-4 døgn i køleskab eller ca. 3 måneder i fryseren ved -18 gr. C. God appetit! Dildsaucen plejer vi at købe færdiglavet.
Den skønne regnbue.
Fra en erhvervsfiskers dagbog — 20/3. 1953
af Edvart Ammitzbøll
Om vinteren sad vi i kælderen og syede garn. Det var før nylongarn slog igennem. Dengang gik der megen tid med at sy ruser, vod, trawl m.m. og da det jo var bomuld, havde redskaberne en begrænset holdbarhed! Dette gjorde at fiskepresset på farvandene var moderat. Senere, da nylongarn kom frem, overlod man det tidskrævende syarbejde til vodbinderierne. Derved øgedes fiskeredskabernes fiskeevne betydeligt i årene fremover. Nå, tilbage til 20/3. 1953.
Efter en lang vinter var konto ‘en ved at være lidt tyndslidt, så både tobak og andre gode sager var ved at komme i farezonen. Så min bror Carl og jeg ville prøve at trawle en nat for at se, om ålene var kommet op af dyndet. Vi besluttede at trawle på den dybe del af søen. Jeg husker at det var mørkt som graven og der silede en iskold regn ned. Efter 6 lange slæb havde vi ikke flere ål, end vi selv kunne spise. Vi fik så den lyse idé, at sejle ind på lavere vand i Bækkelundbugten. Der kunne vandet måske være nogle grader varmere.
Regulatoren blev skruet helt i bund på Skagen-motoren og stadig i buldermørke gik det mod Bækkelund - med det resultat, at vi hamrede for fulde drøn op på Rørholmen. Pokker tog ved motoren, da propellen pludselig blev til en ventilator i tom luft. Vi fik sådan et skub af hæksøen, at vi kom næsten over, så kuns bagenden strittede op i luften.
Da vi efter et par minutter ikke kunne finde ud af, hvem af os der var den største, åndssvage landkrabbe på denne her side af Herning, stablede vi trawl, skovle, petroleumsdunke og andet løst gods frem på taget af lukaf’et og fik kastet et anker ud som varp, kom vi igen flot.
I mørke og øsende regn var det let at blive enige om, at af alle lortejobs her på jorden var fiskeriet sgu’ det værste! Men vor teori om det lidt varmere vand holdt stik. Vi nåede 4 træk inden det blev helt lyst - og det gav 400 stk. store, blanke ål, hvis tarme var helt fyldt med dansemyggelarver. Tobakken var reddet. Igen et bevis på, at erhvervsfiskeri altid har gået fra følelsen af den rene lykke til den dybeste depression.
På vejen hjem om morgenen, da vi passerede Rørholmen, syntes vi den egentlig så helt hyggelig ud.
Om vinteren sad vi i kælderen og syede garn. Det var før nylongarn slog igennem. Dengang gik der megen tid med at sy ruser, vod, trawl m.m. og da det jo var bomuld, havde redskaberne en begrænset holdbarhed! Dette gjorde at fiskepresset på farvandene var moderat. Senere, da nylongarn kom frem, overlod man det tidskrævende syarbejde til vodbinderierne. Derved øgedes fiskeredskabernes fiskeevne betydeligt i årene fremover. Nå, tilbage til 20/3. 1953.
Efter en lang vinter var konto ‘en ved at være lidt tyndslidt, så både tobak og andre gode sager var ved at komme i farezonen. Så min bror Carl og jeg ville prøve at trawle en nat for at se, om ålene var kommet op af dyndet. Vi besluttede at trawle på den dybe del af søen. Jeg husker at det var mørkt som graven og der silede en iskold regn ned. Efter 6 lange slæb havde vi ikke flere ål, end vi selv kunne spise. Vi fik så den lyse idé, at sejle ind på lavere vand i Bækkelundbugten. Der kunne vandet måske være nogle grader varmere.
Regulatoren blev skruet helt i bund på Skagen-motoren og stadig i buldermørke gik det mod Bækkelund - med det resultat, at vi hamrede for fulde drøn op på Rørholmen. Pokker tog ved motoren, da propellen pludselig blev til en ventilator i tom luft. Vi fik sådan et skub af hæksøen, at vi kom næsten over, så kuns bagenden strittede op i luften.
Da vi efter et par minutter ikke kunne finde ud af, hvem af os der var den største, åndssvage landkrabbe på denne her side af Herning, stablede vi trawl, skovle, petroleumsdunke og andet løst gods frem på taget af lukaf’et og fik kastet et anker ud som varp, kom vi igen flot.
I mørke og øsende regn var det let at blive enige om, at af alle lortejobs her på jorden var fiskeriet sgu’ det værste! Men vor teori om det lidt varmere vand holdt stik. Vi nåede 4 træk inden det blev helt lyst - og det gav 400 stk. store, blanke ål, hvis tarme var helt fyldt med dansemyggelarver. Tobakken var reddet. Igen et bevis på, at erhvervsfiskeri altid har gået fra følelsen af den rene lykke til den dybeste depression.
På vejen hjem om morgenen, da vi passerede Rørholmen, syntes vi den egentlig så helt hyggelig ud.
Til undervisningsbrug
af Jens Frydendal
„Er der fisk i søen?"
Meget relevant spørgsmål, når man står ved søbredden med den lokale naturskoleleder.
„Joe der er jo både søørreder og gedder og aborre og brasen og..." Ret hurtigt efter at jeg for 12 år siden blev ansat på Naturskolen ved Hald, fik jeg lært de 12 fiskearter, der officielt er i søen. Da jeg senere blev uddannet som naturvejleder og fik lært, at man aldrig skal tale om noget, man ikke kan se eller røre ved, blev det helt nødvendigt at kunne trække nogen af de mange fisk op på land.
Med bådlaugets og skovdistriktets velvilje lykkedes det i 1994, at få tilladelse til at sætte net i søen til undervisningsbrug. Til undervisningsbrug kan man få lov til stort set hvad som helst!
Det næste på min ønskeliste er at få lov at brænde brændevin til undervisningsbrug. I en gammel forordning fra 1768 giver kongen tilladelse til at „civile og militære Betjente, Proprietærer, Forpagtere, Præster og Degne" kan brænde brændevin til egen husholdning. Ganske vist er denne forordning ophævet, men kan måske alligevel bruges som argument for at naturvejledere bør kunne brænde til undervisningsbrug. Forsøget bør gøres! Jeg kan allerede høre den hyggelige lyd af regelmæssige dryp fra en fredeligt hjørne af kontoret!
Dette var et sidespring. Realiteten var, at jeg aldrig havde prøvet at sætte net, så jeg allierede mig med Edvard, og en eftermiddag stod vi til søs i en lille bitte båd, som havde ligget i skovfoged Knudsens garage i mange år, efter at være blevet konfiskeret, fordi den lå ved søen uden nummerplade. Båden kunne præcist rumme os begge samt 40 meter ørredgarn. Vi fik sat nettet, og på hjemvejen udbrød Edvard: „Nu har du kun et problem, Jens: Hvad fanden vil du gøre med alle de fisk?"
Det mente jeg nok vi fandt råd for, og problemet viste sig da også overskueligt til at begynde med, eftersom der kun sad en enkel brasen i nettet næste morgen. Hvad vi gjorde med én husker jeg ikke, men mon ikke vi forsøgte at grille bæstet. Det var ingen ubetinget succes. Den kom først da Jørn Birkeholm fik lært mig at ryge fiskene i en halv olietønde over et lille bål. Siden er det gået rigtig fint med afsætning af fangsten. Røget brasen kan faktisk godt spises. Første gang vi satte net gav som nævnt én ørred. Næste gang fik vi, så vidt jeg husker, et par stykker og tredje gang blev nettet stjålet! Jeg fandt de to flamingobøjer, nettet var fortøjret til, men nettet var væk. Snoren var tydeligvis skåret over med en kniv. Det var en rigtig træls oplevelse i betragtning af, at jeg havde en forventningsfuld 7.kl. stående inde på bredden. Heldigvis havde de samme morgen været med mig oppe og hente en buk, jeg havde skudt i Troldeslugten, så helt snydt for oplevelser blev de ikke. Siden har jeg imidlertid fortøjret nettet mere diskret.
En anden gang det første år, havde jeg også kun én fisk i. Det var til gengæld en gedde på 13 kg. Jeg ville have sat den ud igen, men gav efter for et massivt krav fra eleverne på bredden. Den fisk vilde de have ind på land koste hvad det ville! Jeg har stadig et ar i den ene finger, hvor den bed mig i et forsøg på at gøre mytteri.
Fra den første dag har vi omhyggeligt noteret i „Fiskebogen", hvad vi har fanget. Det er allerede en læseværdig bog, som år for år bliver bedre.
Et par gange om året har vi en ørred i nettet. En dag i august lagde vi både en ørred og en aborre i røgtønden. Jeg gjorde meget reklame for aborren, som jeg mente eleverne absolut burde smage. Måske har jeg overdrevet, for én af knægtene erklærede med et stort grin: „Vi spiser de hele!" Og det gjorde de så. Sig ikke at man ikke kan får nutidens børn til at spise fisk. Det går meget fint - i al fald til undervisningsbrug!
„Er der fisk i søen?"
Meget relevant spørgsmål, når man står ved søbredden med den lokale naturskoleleder.
„Joe der er jo både søørreder og gedder og aborre og brasen og..." Ret hurtigt efter at jeg for 12 år siden blev ansat på Naturskolen ved Hald, fik jeg lært de 12 fiskearter, der officielt er i søen. Da jeg senere blev uddannet som naturvejleder og fik lært, at man aldrig skal tale om noget, man ikke kan se eller røre ved, blev det helt nødvendigt at kunne trække nogen af de mange fisk op på land.
Med bådlaugets og skovdistriktets velvilje lykkedes det i 1994, at få tilladelse til at sætte net i søen til undervisningsbrug. Til undervisningsbrug kan man få lov til stort set hvad som helst!
Det næste på min ønskeliste er at få lov at brænde brændevin til undervisningsbrug. I en gammel forordning fra 1768 giver kongen tilladelse til at „civile og militære Betjente, Proprietærer, Forpagtere, Præster og Degne" kan brænde brændevin til egen husholdning. Ganske vist er denne forordning ophævet, men kan måske alligevel bruges som argument for at naturvejledere bør kunne brænde til undervisningsbrug. Forsøget bør gøres! Jeg kan allerede høre den hyggelige lyd af regelmæssige dryp fra en fredeligt hjørne af kontoret!
Dette var et sidespring. Realiteten var, at jeg aldrig havde prøvet at sætte net, så jeg allierede mig med Edvard, og en eftermiddag stod vi til søs i en lille bitte båd, som havde ligget i skovfoged Knudsens garage i mange år, efter at være blevet konfiskeret, fordi den lå ved søen uden nummerplade. Båden kunne præcist rumme os begge samt 40 meter ørredgarn. Vi fik sat nettet, og på hjemvejen udbrød Edvard: „Nu har du kun et problem, Jens: Hvad fanden vil du gøre med alle de fisk?"
Det mente jeg nok vi fandt råd for, og problemet viste sig da også overskueligt til at begynde med, eftersom der kun sad en enkel brasen i nettet næste morgen. Hvad vi gjorde med én husker jeg ikke, men mon ikke vi forsøgte at grille bæstet. Det var ingen ubetinget succes. Den kom først da Jørn Birkeholm fik lært mig at ryge fiskene i en halv olietønde over et lille bål. Siden er det gået rigtig fint med afsætning af fangsten. Røget brasen kan faktisk godt spises. Første gang vi satte net gav som nævnt én ørred. Næste gang fik vi, så vidt jeg husker, et par stykker og tredje gang blev nettet stjålet! Jeg fandt de to flamingobøjer, nettet var fortøjret til, men nettet var væk. Snoren var tydeligvis skåret over med en kniv. Det var en rigtig træls oplevelse i betragtning af, at jeg havde en forventningsfuld 7.kl. stående inde på bredden. Heldigvis havde de samme morgen været med mig oppe og hente en buk, jeg havde skudt i Troldeslugten, så helt snydt for oplevelser blev de ikke. Siden har jeg imidlertid fortøjret nettet mere diskret.
En anden gang det første år, havde jeg også kun én fisk i. Det var til gengæld en gedde på 13 kg. Jeg ville have sat den ud igen, men gav efter for et massivt krav fra eleverne på bredden. Den fisk vilde de have ind på land koste hvad det ville! Jeg har stadig et ar i den ene finger, hvor den bed mig i et forsøg på at gøre mytteri.
Fra den første dag har vi omhyggeligt noteret i „Fiskebogen", hvad vi har fanget. Det er allerede en læseværdig bog, som år for år bliver bedre.
Et par gange om året har vi en ørred i nettet. En dag i august lagde vi både en ørred og en aborre i røgtønden. Jeg gjorde meget reklame for aborren, som jeg mente eleverne absolut burde smage. Måske har jeg overdrevet, for én af knægtene erklærede med et stort grin: „Vi spiser de hele!" Og det gjorde de så. Sig ikke at man ikke kan får nutidens børn til at spise fisk. Det går meget fint - i al fald til undervisningsbrug!
Fremmede fisk
Marts 2011
Vi havde booket ferie på Grand Canaria i julen og lettede planmæssigt fra Billund om morgenen d. 24. dec. Vores hotel lå i Puerto Rico, hvor vi har været en del gange så jeg vidste på forhånd at der var mulighed for fiskeri.
Grand Canaria er kendt for sit fine trolling fiskeri efter marlin, sailfish, tun, div. makrel osv. i sommer sæsonen, men i julen er det mest bundfiskeri der dyrkes. Der er dog enkelte pelagiske jægere som Wahoo og bonitos, men det er mest efter rokker, snapper, Amber Jacks og hvad der ellers kan fristes af naturlig agn ved bunden. Ikke nogen arter jeg rigtig kendte på forhånd, men bare det at få muligheden for at fiske mens eneste mulighed i Danmark er isfiskeri, det virkede rigtig tillokkende.
Jeg har ”buttede knogler” med tilhørende slidgigt i knæ og skuldre, samtidig med, at et par diskos prolapser har givet min ryg, facon og styrke som en brugt piberenser. Altså var det bedst hvis jeg kunne sidde ned under fiskeriet.
Jeg gik ned til havnen, holdt til venstre for stranden og fandt et par bådepladser uden repræsentation, men den sidste havde en gut siddende med en bog. Han kom selv og spurgte om jeg var interesseret og det var jeg. Det kostede 60 euro fra kl. 09 – 15. Sandwich og soda inkl. Der kunne komme stol med om bord og når fiskeriet startede, kunne jeg sidde i stævnen.
Skulle de hente og bringe mig til hotellet kostede det yderligere 10 euro, så transporten skulle jeg nok selv sørge for.
Dagen oprandt, man skal helst møde en halv time før 09 fremgår det af pjecen jeg fik og jeg kom i god tid. Seks gutter venter allerede i bunden af havnen.
Der er fire Hollændere der har booket hos samme skipper som jeg skal med ud. De kender ham og der er gensynsglæde mens de hilser. Der er yderligere to tyskere, Hollænderne skal fiske i fire dage og har eget grej med, den mest hardcore af dem skal videre til Kenyea og fiske marlin. (som han i øvrigt ifølge de andres udsagn har fanget en del af)
Tyskerne er ligesom jeg uden forudsætninger, bare der fanges noget er vi glade.
Endelig skal vi af sted og vi kommer ombord, Vincent som han hedder, ham jeg bookede hos rækker en plastic (have)stol ned og jeg er parat.
Jeg har valgt sandaler, zippoff bukser, T-shirt og jeg har sweatshirt og strømper med ved siden af, sammen med sunfaktor 15. Normalt starter dagen med en brise inde fra dalen og ud mod havet men det går senere den anden vej og en frysende fisketur er ikke sjovt. Den anden vej er heller ikke sjov, solen kan virkelig være nådesløs på havet. Derfor - hellere for meget med end for lidt.
Vi lusker uden for havnen og der bliver sat et par trolling stænger med store woblere ud, det er størrelse magnum med yderligere krop og de ligger en 30 meter bag båden.
Jeg sidder på min havestol op imod venstre side af styrehuset, hvis det hedder det, og kan snakke med en af Hollænderne. De fisker meget, er alle oppe i årene og har altid dette træf, et eller andet sted i julen. Den ældste er 76 men han vandre gladelig rundt på det lille dæk, mens jeg har begge ben og venstre arm i brug for at holde balancen på min havestol.
Gasten begynder at rigge vores stænger til, han spørger hver fisker om man er højre eller venstre håndet. Jeg kan se at den ene stang med fastspolehjul har en rigtig blød top. Den anden er en 20 kg med et, slet ikke fyldt, multiplikator hjul. Den tredje er en 20 kg tunastang med et Daiwa fastspolehjul, fyldt med fletline.
Vi ankommer til fiskestedet, det har taget en lille time. Der er lidt råben mellem skipper og gasten der er klar til at lade ankeret gå. Endelig råber skipper at det er ok og ankret forsvinder ud over rullen i stævnen, Der er 20 m kæde inden tovet løber ud, og det skramler bare ned..
Jeg har for længst lettet mig fra stolen og har fået fat i stangen med Daiwa hjulet, så da tyskerne ankommer til stævnen er resten deres. Jeg spurgte gasten om hvor mange meter der var til bunden og han sagde 120 meter. Jeg har før prøvet havfiskeri, bl.a. i Lindesnæs i Norge og ved hvor hårdt/træls det kan være, at få bare tacklet op fra dybet og så med et gammelt multiplikatorhjul uden ret megen line. Puha..
Vi bliver monteret med en hel sardin og lader dem forsvinde i bølgen den blå. Det tager faktisk adskillige minutter inden agnen når bunden, man kan ikke bare give fri line men er nød til at lave en kontrolleret nedfiring for ikke at filtre det sammen, selvom der er 200 gr. synk på.
Tacklet er en klassiker med synket øverst og agnen svævende 4 m længere nede. Altså lade synket ramme bunden og hæve igen.
Søsterbåden, der lå ved siden af os i havnen, ankommer og ankre op 100 m syd for os. Der er mange fiskere ombord.
Vi venter og venter. Jeg holder øje med stangtoppen selvom vi gynger en del. Jeg mener at se et nyk i stangtoppen og tager stangen ud af holderen. Der er noget og jeg giver tilslag. Fast fisk, ikke noget stort og jeg begynder at pumpe fisken op. Løfte og spole ind når stangen sænkes. Halvvejs oppe siger fisken farvel og jeg kan hale montagen op.
Samtidig har de vældig travlt på den anden båd, både gast og skipper flyver rundt for at hjælpe fiskere.
Så kommer der melding om bonitos over radioen og der laves et spor i strømmen af fisk/fiskeolie fra begge både. Tre af Hollænderne + skipper og gasten fisker i strømmen. Den anden båd mister nogle fisk fordi folk ikke aner hvordan de skal agere, eller ikke er opmærksomme. Der bliver dog fanget et par fisk og der er skarp konkurrence mellem bådende. Der råbes spanske gloser over til os når der landes fisk. Vi er vist underbemandet i forhold til den anden båd og det er ganske godmodigt drilleri tror jeg, selvom skipper ser småsur ud.
Gasten monterer en blæksprutte på min krog, montagens sendes overbord og 120 meter ned. Der er nap næsten med det samme. Snøren bliver slap og jeg begynder at hale op igen. Det føles noget underligt, men det viser sig at hollænderen der fisker på bunden har fanget en lille snapper og at den har været et par gange omkring min line.
Endnu engang ud med montagen og 120 m ned. Så sker der noget, jeg bemærker et par nyk der ikke skyldes bådens gyngen og griber stagen. Så bliver der trukket kraftigt i grejet, stagen bøjer og hjulet afgiver larmende en 10-15 m. Jeg løsner bremsen med adskillige omgange på skruen, det er vist ikke så ofte der bliver pillet ved bremsen. Lyden har tiltrukket sig opmærksomhed fra både skipper, gast og hollændere. Gasten kommer med et harnisk bælte og det er en god fornemmelse i forhold til at sidde med bundduppen i skridtet. Fisken laver endnu et udløb, hvor stagen krummer pænt mens hjulet klager og skipper vil have bremsen løsnet yderligere.
Hollænderne er begyndt at vædde om hvad det er for en fisk. Ray eller Amber Jack er buddene. ”You have all the time in the world, so take your time” siger en af dem formanende.
Det går rigtig godt med at få fisken op, båden gynger en del gange så det passer perfekt med indspinningen på vej nedad. Nogle gange rykker fisken godt til og jeg holder pause mens den trækker nogle få meter af. Jeg får hollænderen til at tage nogle billeder med mit apparat. Han kan dog ikke komme til at stå optimalt da begge tyskere selvfølgelig også vil tage billeder.
Endelig kommer der farve til syne og gasten gaffer sikkert fisken og tager den med bagud. Jeg kan høre skipper råbe over mod søsterbåden. Jeg får lige et par skulderklap af hollænderne inden vi også går om for at se på dyret.
Fisken er der bare ikke og jeg ser mig forundret omkring og spørger skipper, hvor den er og om der ikke skal tages billeder. ”Later, latter” siger han, gasten er allerede ved at montere sardin på krogen. ”Fish now” vifter skipper mig af, og jeg tænker om bådenes indbyrdes konkurrence er så godmodig som jeg troede eller måske skipper har et omdømme at forsvare. Der må vel være en grund til at hollænderne vælger at komme ud med ham igen?
Jeg kigger dog lige ned i hyttefadet til fisken, den er faktisk temmelig stor, ”Amber Jack., og meget større end gennemsnittet” siger en af hollænderne.
Der fiskes en time mere inden vi skal ind igen. Hollænderen med bundtacklet får en lille muræne på en god meters penge, der krøller sig fuldstændig sammen som en anden ål, ”men det er jo kun en baby” som han siger, også den ryger i fadet.
Ankeret er hævet og vi er på vej ind igen da der skal tages billede. Gasten og tyskerne tager billeder og jeg får gasten til at tage et med mit apparat. Trollingstængerne er selvfølgelig også på plads på vejen ind. Det kunne jo være.
Fisken blev ikke målt eller vejet, så sensationel var den vist ikke. Gasten sagde en 8 – 10 kg og en god meter i længden tipper jeg selv.
En rigtig god oplevelse og det kan anbefales, prøv det når du er ude..
Erik Eriksen
Mærkelige fisk til vands og til lands
Af Jens Frydendal, Naturskolen ved Hald
En morgen da jeg med en skoleklasse kom ned ad trapperne til søbredden, sad der en mand og fiskede. Vi spurgte ham, om han fangede noget. -Et ret intelligent spørgsmål til en fisker, men hvad skal man ellers spørge den slags folk om? Næ, han havde nu ikke fanget noget - ikke endnu i al fald, men han sad netop og medede efter en hel speciel fisk - en ørred som de kaldte ”Krogknækkeren”. Sådan hed den fordi den havde for vane at tage krogen i gabet og knække den, sutte ormen af og spytte resten ud. Nu havde han imidlertid fået en specialhærdet krog, så nu regnede han med at kunne tage den.
Vi kikkede lidt på den gode fisker og på hinanden, og besluttede at gå videre, da vi regnede ham for at være fuld af løgn, men ligesom vi skulle til at gå, rykkede det gevaldigt i snøren så proppen hoppede op og ned. Han halede straks ind, og saftsusme om det ikke var ”Krogknækkeren” der havde været der. Der hang kun en halv krog i enden af snøren - resten var væk!
Jørn Birkeholm, som var med på turen, mente godt det kunne passe, for han havde også hørt om en anden underlig fisk i søen. Det var en gedde, som de kaldte for ”Manddræberen” Den havde engang ædt den gamle bager fra Skelhøje...... hans gravhund.
Det var en søndag eftermiddag, hvor de gik tur langs søbredden. Hunden ville lige have en slurk vand. Den var vel blevet tør i halsen af lugten i bageriet, så den gik ned til bredden, og begyndte på gravhundevis at lappe vand i sig. Da lød et gevaldigt plask og gedden kom halvvejs op på bredden, snappede gravhunden og forsvandt i dybet med hele herligheden. Det eneste man fandt var en lille stump af halen, der drev i land omme ved Skytteholmen!
******
Selv har jeg med egne øjne set en havfrue svømme omkring i Krobugten. Det var en aften, jeg var ude at sætte net. Naturskolen har specialtilladelse til at sætte net i søen, for at kunne trække et passende kvantum brasner og andet godt op til de skoleklasser, der har lyst til at arbejde med den slags ting. Det er der heldigvis mange der har. Bedst som jeg roede af sted med nettet, plumpede der som sagt en havfrue i vandet. Jeg råbte, at hun skulle passe på ikke at gå i nettet.
Ganske vist har jeg specialtilladelse fra Skov – og Naturstyrelsen, Fiskerikontrol og Bådlauget, men jeg forudså problemer med både rådene for både etnisk og al mulig anden ligestilling, for ikke at tale om dyreetisk råd og Kulturministeriet, hvis det rygtedes at jeg havde landet en havfrue.
Da jeg lidt senere fortøjede båden, så jeg hun gik i land og forsvandt på sin cykel ad Dollerup til.
En morgen da jeg med en skoleklasse kom ned ad trapperne til søbredden, sad der en mand og fiskede. Vi spurgte ham, om han fangede noget. -Et ret intelligent spørgsmål til en fisker, men hvad skal man ellers spørge den slags folk om? Næ, han havde nu ikke fanget noget - ikke endnu i al fald, men han sad netop og medede efter en hel speciel fisk - en ørred som de kaldte ”Krogknækkeren”. Sådan hed den fordi den havde for vane at tage krogen i gabet og knække den, sutte ormen af og spytte resten ud. Nu havde han imidlertid fået en specialhærdet krog, så nu regnede han med at kunne tage den.
Vi kikkede lidt på den gode fisker og på hinanden, og besluttede at gå videre, da vi regnede ham for at være fuld af løgn, men ligesom vi skulle til at gå, rykkede det gevaldigt i snøren så proppen hoppede op og ned. Han halede straks ind, og saftsusme om det ikke var ”Krogknækkeren” der havde været der. Der hang kun en halv krog i enden af snøren - resten var væk!
Jørn Birkeholm, som var med på turen, mente godt det kunne passe, for han havde også hørt om en anden underlig fisk i søen. Det var en gedde, som de kaldte for ”Manddræberen” Den havde engang ædt den gamle bager fra Skelhøje...... hans gravhund.
Det var en søndag eftermiddag, hvor de gik tur langs søbredden. Hunden ville lige have en slurk vand. Den var vel blevet tør i halsen af lugten i bageriet, så den gik ned til bredden, og begyndte på gravhundevis at lappe vand i sig. Da lød et gevaldigt plask og gedden kom halvvejs op på bredden, snappede gravhunden og forsvandt i dybet med hele herligheden. Det eneste man fandt var en lille stump af halen, der drev i land omme ved Skytteholmen!
******
Selv har jeg med egne øjne set en havfrue svømme omkring i Krobugten. Det var en aften, jeg var ude at sætte net. Naturskolen har specialtilladelse til at sætte net i søen, for at kunne trække et passende kvantum brasner og andet godt op til de skoleklasser, der har lyst til at arbejde med den slags ting. Det er der heldigvis mange der har. Bedst som jeg roede af sted med nettet, plumpede der som sagt en havfrue i vandet. Jeg råbte, at hun skulle passe på ikke at gå i nettet.
Ganske vist har jeg specialtilladelse fra Skov – og Naturstyrelsen, Fiskerikontrol og Bådlauget, men jeg forudså problemer med både rådene for både etnisk og al mulig anden ligestilling, for ikke at tale om dyreetisk råd og Kulturministeriet, hvis det rygtedes at jeg havde landet en havfrue.
Da jeg lidt senere fortøjede båden, så jeg hun gik i land og forsvandt på sin cykel ad Dollerup til.
Abonner på:
Opslag (Atom)