af Egon Nielsen
Forsommerens fluefiskeri på søen var præget af få aftener med blank vand og muligvis også en større spredning i klækkeriet, der for mit vedkommende har betydet få fisk. På trods af det, har det ikke skortet på sjove oplevelser derude.
En aften så jeg en „underlig fisk" vimse rundt i overfladen ude midt i søen og jeg lagde straks fluen ud for at se hvad det kunne være. Man kan ikke sige, at jeg mærkede noget voldsomt ryk i linen, men den blev da lidt tungere at trække ind. Man er altid lidt spændt på hvad det mon kan være. - I det her tilfælde viste det sig at være en frø, som åbenbart også nød godt af klækkeriet. Den fik sin frihed og svømmede videre på sin færd over søen.
På en af de første ture på søen, - helt præcis d.12. april fik jeg en søørredhan på lige 2 kg i fuldfed stand som på ingen måde bar præg af at have været på leg - det må vel være en overspringer? For første gang i flere år har jeg været heldig at fange regnbueørred, endda 2 stk. Den ene var en typisk dambrugsfisk med afrundet halefinne medens den anden, -en fisk på 1,5 kg og 46 cm, er den flotteste regnbue jeg til dato har fanget.
I modsætning til søørreder, der søger mod dybet når man har kroget dem, vil regnbuerne den modsatte vej og jeg fik rig lejlighed til at beundre dens springkraft inden den blev nettet. I øvrigt har de fleste fisk i år haft smelt i mavesækken hvilket er meget positivt og det er ikke noget jeg har oplevet i flere år når vi taler om fluefangede ørreder i Dollerupenden.
Når man så har været så heldig at fange en fisk på 1-1.5 kg så er den bedste måde man efter min mening kan tilberede den på at grave den. Hermed en anvendelig opskrift:
Gravet ørred:
2,5 spsk. Fint salt.
2,5 spsk. Sukker.
1 tsk. Peber.
1-2 bdt. Dild.
Fisken renses og deles i to fileter. Rygben og sideben fjernes. Benene der er tilbage efter filetering, fjernes lettest med en pincet. Salt, sukker og peber blandes og drysses på ørredens kødsider. Dilden klippes groft. Ørreden lægges sammen med dild, med kødsiderne mod hinanden. Den tykke del af ørreden skal dække den tynde del. Ørreden lægges i et fad, gerne på dildkviste, og Alufolie lægges over. Et let pres lægges på fisken og den stilles i køleskab i 2 døgn. Vendes efter 1 døgn og evt. lage hældes fra. Krydderierne skrabes af og fisken skæres på skrå, i tynde skiver ned mod skindsiden. Efter gravning kan fisken holde sig 3-4 døgn i køleskab eller ca. 3 måneder i fryseren ved -18 gr. C. God appetit! Dildsaucen plejer vi at købe færdiglavet.
Den skønne regnbue.