Marts 2011
Vi havde booket ferie på Grand Canaria i julen og lettede planmæssigt fra Billund om morgenen d. 24. dec. Vores hotel lå i Puerto Rico, hvor vi har været en del gange så jeg vidste på forhånd at der var mulighed for fiskeri.
Grand Canaria er kendt for sit fine trolling fiskeri efter marlin, sailfish, tun, div. makrel osv. i sommer sæsonen, men i julen er det mest bundfiskeri der dyrkes. Der er dog enkelte pelagiske jægere som Wahoo og bonitos, men det er mest efter rokker, snapper, Amber Jacks og hvad der ellers kan fristes af naturlig agn ved bunden. Ikke nogen arter jeg rigtig kendte på forhånd, men bare det at få muligheden for at fiske mens eneste mulighed i Danmark er isfiskeri, det virkede rigtig tillokkende.
Jeg har ”buttede knogler” med tilhørende slidgigt i knæ og skuldre, samtidig med, at et par diskos prolapser har givet min ryg, facon og styrke som en brugt piberenser. Altså var det bedst hvis jeg kunne sidde ned under fiskeriet.
Jeg gik ned til havnen, holdt til venstre for stranden og fandt et par bådepladser uden repræsentation, men den sidste havde en gut siddende med en bog. Han kom selv og spurgte om jeg var interesseret og det var jeg. Det kostede 60 euro fra kl. 09 – 15. Sandwich og soda inkl. Der kunne komme stol med om bord og når fiskeriet startede, kunne jeg sidde i stævnen.
Skulle de hente og bringe mig til hotellet kostede det yderligere 10 euro, så transporten skulle jeg nok selv sørge for.
Dagen oprandt, man skal helst møde en halv time før 09 fremgår det af pjecen jeg fik og jeg kom i god tid. Seks gutter venter allerede i bunden af havnen.
Der er fire Hollændere der har booket hos samme skipper som jeg skal med ud. De kender ham og der er gensynsglæde mens de hilser. Der er yderligere to tyskere, Hollænderne skal fiske i fire dage og har eget grej med, den mest hardcore af dem skal videre til Kenyea og fiske marlin. (som han i øvrigt ifølge de andres udsagn har fanget en del af)
Tyskerne er ligesom jeg uden forudsætninger, bare der fanges noget er vi glade.
Endelig skal vi af sted og vi kommer ombord, Vincent som han hedder, ham jeg bookede hos rækker en plastic (have)stol ned og jeg er parat.
Jeg har valgt sandaler, zippoff bukser, T-shirt og jeg har sweatshirt og strømper med ved siden af, sammen med sunfaktor 15. Normalt starter dagen med en brise inde fra dalen og ud mod havet men det går senere den anden vej og en frysende fisketur er ikke sjovt. Den anden vej er heller ikke sjov, solen kan virkelig være nådesløs på havet. Derfor - hellere for meget med end for lidt.
Vi lusker uden for havnen og der bliver sat et par trolling stænger med store woblere ud, det er størrelse magnum med yderligere krop og de ligger en 30 meter bag båden.
Jeg sidder på min havestol op imod venstre side af styrehuset, hvis det hedder det, og kan snakke med en af Hollænderne. De fisker meget, er alle oppe i årene og har altid dette træf, et eller andet sted i julen. Den ældste er 76 men han vandre gladelig rundt på det lille dæk, mens jeg har begge ben og venstre arm i brug for at holde balancen på min havestol.
Gasten begynder at rigge vores stænger til, han spørger hver fisker om man er højre eller venstre håndet. Jeg kan se at den ene stang med fastspolehjul har en rigtig blød top. Den anden er en 20 kg med et, slet ikke fyldt, multiplikator hjul. Den tredje er en 20 kg tunastang med et Daiwa fastspolehjul, fyldt med fletline.
Vi ankommer til fiskestedet, det har taget en lille time. Der er lidt råben mellem skipper og gasten der er klar til at lade ankeret gå. Endelig råber skipper at det er ok og ankret forsvinder ud over rullen i stævnen, Der er 20 m kæde inden tovet løber ud, og det skramler bare ned..
Jeg har for længst lettet mig fra stolen og har fået fat i stangen med Daiwa hjulet, så da tyskerne ankommer til stævnen er resten deres. Jeg spurgte gasten om hvor mange meter der var til bunden og han sagde 120 meter. Jeg har før prøvet havfiskeri, bl.a. i Lindesnæs i Norge og ved hvor hårdt/træls det kan være, at få bare tacklet op fra dybet og så med et gammelt multiplikatorhjul uden ret megen line. Puha..
Vi bliver monteret med en hel sardin og lader dem forsvinde i bølgen den blå. Det tager faktisk adskillige minutter inden agnen når bunden, man kan ikke bare give fri line men er nød til at lave en kontrolleret nedfiring for ikke at filtre det sammen, selvom der er 200 gr. synk på.
Tacklet er en klassiker med synket øverst og agnen svævende 4 m længere nede. Altså lade synket ramme bunden og hæve igen.
Søsterbåden, der lå ved siden af os i havnen, ankommer og ankre op 100 m syd for os. Der er mange fiskere ombord.
Vi venter og venter. Jeg holder øje med stangtoppen selvom vi gynger en del. Jeg mener at se et nyk i stangtoppen og tager stangen ud af holderen. Der er noget og jeg giver tilslag. Fast fisk, ikke noget stort og jeg begynder at pumpe fisken op. Løfte og spole ind når stangen sænkes. Halvvejs oppe siger fisken farvel og jeg kan hale montagen op.
Samtidig har de vældig travlt på den anden båd, både gast og skipper flyver rundt for at hjælpe fiskere.
Så kommer der melding om bonitos over radioen og der laves et spor i strømmen af fisk/fiskeolie fra begge både. Tre af Hollænderne + skipper og gasten fisker i strømmen. Den anden båd mister nogle fisk fordi folk ikke aner hvordan de skal agere, eller ikke er opmærksomme. Der bliver dog fanget et par fisk og der er skarp konkurrence mellem bådende. Der råbes spanske gloser over til os når der landes fisk. Vi er vist underbemandet i forhold til den anden båd og det er ganske godmodigt drilleri tror jeg, selvom skipper ser småsur ud.
Gasten monterer en blæksprutte på min krog, montagens sendes overbord og 120 meter ned. Der er nap næsten med det samme. Snøren bliver slap og jeg begynder at hale op igen. Det føles noget underligt, men det viser sig at hollænderen der fisker på bunden har fanget en lille snapper og at den har været et par gange omkring min line.
Endnu engang ud med montagen og 120 m ned. Så sker der noget, jeg bemærker et par nyk der ikke skyldes bådens gyngen og griber stagen. Så bliver der trukket kraftigt i grejet, stagen bøjer og hjulet afgiver larmende en 10-15 m. Jeg løsner bremsen med adskillige omgange på skruen, det er vist ikke så ofte der bliver pillet ved bremsen. Lyden har tiltrukket sig opmærksomhed fra både skipper, gast og hollændere. Gasten kommer med et harnisk bælte og det er en god fornemmelse i forhold til at sidde med bundduppen i skridtet. Fisken laver endnu et udløb, hvor stagen krummer pænt mens hjulet klager og skipper vil have bremsen løsnet yderligere.
Hollænderne er begyndt at vædde om hvad det er for en fisk. Ray eller Amber Jack er buddene. ”You have all the time in the world, so take your time” siger en af dem formanende.
Det går rigtig godt med at få fisken op, båden gynger en del gange så det passer perfekt med indspinningen på vej nedad. Nogle gange rykker fisken godt til og jeg holder pause mens den trækker nogle få meter af. Jeg får hollænderen til at tage nogle billeder med mit apparat. Han kan dog ikke komme til at stå optimalt da begge tyskere selvfølgelig også vil tage billeder.
Endelig kommer der farve til syne og gasten gaffer sikkert fisken og tager den med bagud. Jeg kan høre skipper råbe over mod søsterbåden. Jeg får lige et par skulderklap af hollænderne inden vi også går om for at se på dyret.
Fisken er der bare ikke og jeg ser mig forundret omkring og spørger skipper, hvor den er og om der ikke skal tages billeder. ”Later, latter” siger han, gasten er allerede ved at montere sardin på krogen. ”Fish now” vifter skipper mig af, og jeg tænker om bådenes indbyrdes konkurrence er så godmodig som jeg troede eller måske skipper har et omdømme at forsvare. Der må vel være en grund til at hollænderne vælger at komme ud med ham igen?
Jeg kigger dog lige ned i hyttefadet til fisken, den er faktisk temmelig stor, ”Amber Jack., og meget større end gennemsnittet” siger en af hollænderne.
Der fiskes en time mere inden vi skal ind igen. Hollænderen med bundtacklet får en lille muræne på en god meters penge, der krøller sig fuldstændig sammen som en anden ål, ”men det er jo kun en baby” som han siger, også den ryger i fadet.
Ankeret er hævet og vi er på vej ind igen da der skal tages billede. Gasten og tyskerne tager billeder og jeg får gasten til at tage et med mit apparat. Trollingstængerne er selvfølgelig også på plads på vejen ind. Det kunne jo være.
Fisken blev ikke målt eller vejet, så sensationel var den vist ikke. Gasten sagde en 8 – 10 kg og en god meter i længden tipper jeg selv.
En rigtig god oplevelse og det kan anbefales, prøv det når du er ude..
Erik Eriksen
