af Jens Frydendal, Naturskolen ved Hald
Indtil for nyligt gav Humlehuset et par gange om året ly for et jagtselskab. Jagten i statens skove er i sidste ende dronningens privilegium. Men hun har jo travlt med at regere, og prins Henrik har dårlig ryg. Kronprinsen har også sit at se til - foruden at køre på kælk oppe i Nordøstgrønland. Der er således grunde nok til at overlade forvaltningen af jagten på Hald til skovrideren og hans folk. De bruger jagten som en slags pleje af deres eksterne kontaktflade i form af savværksfolk, naboer, lokalpolitikere, jagtforeningsfolk, nyuddannede jægere, naturskolelederen og mange andre mere eller mindre vidtløftige folk. Alt i alt udmærket selskab, som efter en formiddags jagt masede sig sammen i Humlehusets trange stuer, for at spise deres madpakke og drøfte dagens oplevelser og andre påtrængende sager.
Næppe har man imidlertid faet åbnet for madpakken og skal til at sætte sine tænder i den første og hårdt tiltrængte mad, før der fra det lille kammer, lyder en meget kraftig nærmest lidt sanglignende lyd:
Kære venner halsen brænder.
øl øl- øl!
Hvilken væske kan den læske?
øl øl - øl!
Er vor røst vel ikke ren og klar som sølv,
lad os drikke - lad os drikke
øl - øl øl!
Er man ikke alt for nøjeregnende, kunne melodien minde en del om en eller anden vals. Dans kunne der imidlertid ikke blive plads til mellem de tæt samlede bænke og borde. Kvinder var der i øvrigt heller ingen af, hvilket i nogen grad påvirkede niveauet af samtaleemner under frokosten. Valsetonerne fra det lille kammer hidrørte fra hundefolket, som en meget lang og fast tradition havde henvist til netop dette rum - vel oprindeligt ud fra en ide om at de ofte er mere våde end det øvrige selskab, fordi de dagen igennem har maset omkring efter deres hunde gennem diverse tykninger, og vel også kan forventes i nogen grad at dele lugte med disse deres firbenede venner. Knap havde stemningen rejst sig efter sangen og den efterfølgende opfølgning på sangens opfordring før en ny sang rystede huset og eventuelle musikalske deltagere i jagtfrokosten:
Tænk hvis Limfjordens vande gylden snaps var
Ja, så ville jeg skam gerne vær’ en ål.
Bare ligge derpå bunden
Og få gylden snaps i munden.
Bare åbne munden og så sige:
SKÅL!
Noget vellykket forsøg på at identificere melodien, mener jeg endnu ikke gennemført.
Madderne gled altid for rask ned og eneste grund til ikke at ærgre sig over at madkassens bund alt for hurtigt viste sig var, at der var kaffe og kringle til at jævne ud med. Inden da var vi dog kommet igennem følgende anatomiske overvejelser:
Du lille snaps
som for mig står:
Nu skal du vejen vandre!
Du ved det godt
du må af sted!
Du skal ned til de andre!
Melodien er „Menuetten til Elverhøj". Teksten tør jeg formode må være opstået spontant. I al fald var det kun første del af et ritual, hvor vi efter at snapsen havde fået lov at vandre, fortsatte således:
Om når i morgen du kommer tilbage
sig mig da ej, hvad du så!
Her er melodien umiskendeligt i slægt med „Flyv fugl, flyv over Furesøens vande", og man kan vælge mellem ej og alt i sidste linie.
Repertoiret kunne varieres en lille smule - men ikke meget. En vise der lægger sig tæt op ad den foregående kunne være:
Og nu skal snapsen vandre
igennem spiserøret ned.
Den skal ned til de andre.
Af sted - af sted - af sted!
Her måtte „En lille nisse rejste" lægge melodi til. Også denne vise kunne sluttes af med Furesø-slutningen.
På gode dage nåede vi også en historie eller to, og under alle omstændigheder skulle vi gennem en grundig forklaring fra hver deltager, om hvad han havde oplevet og bedrevet, før selskabet igen bevægede sig til skovs.
Nye tider har imidlertid medført nye skikke, så jagtfrokosten er henlagt til et bål i skoven, hvilket også har sin charme - og så slipper vi også for hundefolkenes forsøg på at synge!
