af Jens Frydendal
„Er der fisk i søen?"
Meget relevant spørgsmål, når man står ved søbredden med den lokale naturskoleleder.
„Joe der er jo både søørreder og gedder og aborre og brasen og..." Ret hurtigt efter at jeg for 12 år siden blev ansat på Naturskolen ved Hald, fik jeg lært de 12 fiskearter, der officielt er i søen. Da jeg senere blev uddannet som naturvejleder og fik lært, at man aldrig skal tale om noget, man ikke kan se eller røre ved, blev det helt nødvendigt at kunne trække nogen af de mange fisk op på land.
Med bådlaugets og skovdistriktets velvilje lykkedes det i 1994, at få tilladelse til at sætte net i søen til undervisningsbrug. Til undervisningsbrug kan man få lov til stort set hvad som helst!
Det næste på min ønskeliste er at få lov at brænde brændevin til undervisningsbrug. I en gammel forordning fra 1768 giver kongen tilladelse til at „civile og militære Betjente, Proprietærer, Forpagtere, Præster og Degne" kan brænde brændevin til egen husholdning. Ganske vist er denne forordning ophævet, men kan måske alligevel bruges som argument for at naturvejledere bør kunne brænde til undervisningsbrug. Forsøget bør gøres! Jeg kan allerede høre den hyggelige lyd af regelmæssige dryp fra en fredeligt hjørne af kontoret!
Dette var et sidespring. Realiteten var, at jeg aldrig havde prøvet at sætte net, så jeg allierede mig med Edvard, og en eftermiddag stod vi til søs i en lille bitte båd, som havde ligget i skovfoged Knudsens garage i mange år, efter at være blevet konfiskeret, fordi den lå ved søen uden nummerplade. Båden kunne præcist rumme os begge samt 40 meter ørredgarn. Vi fik sat nettet, og på hjemvejen udbrød Edvard: „Nu har du kun et problem, Jens: Hvad fanden vil du gøre med alle de fisk?"
Det mente jeg nok vi fandt råd for, og problemet viste sig da også overskueligt til at begynde med, eftersom der kun sad en enkel brasen i nettet næste morgen. Hvad vi gjorde med én husker jeg ikke, men mon ikke vi forsøgte at grille bæstet. Det var ingen ubetinget succes. Den kom først da Jørn Birkeholm fik lært mig at ryge fiskene i en halv olietønde over et lille bål. Siden er det gået rigtig fint med afsætning af fangsten. Røget brasen kan faktisk godt spises. Første gang vi satte net gav som nævnt én ørred. Næste gang fik vi, så vidt jeg husker, et par stykker og tredje gang blev nettet stjålet! Jeg fandt de to flamingobøjer, nettet var fortøjret til, men nettet var væk. Snoren var tydeligvis skåret over med en kniv. Det var en rigtig træls oplevelse i betragtning af, at jeg havde en forventningsfuld 7.kl. stående inde på bredden. Heldigvis havde de samme morgen været med mig oppe og hente en buk, jeg havde skudt i Troldeslugten, så helt snydt for oplevelser blev de ikke. Siden har jeg imidlertid fortøjret nettet mere diskret.
En anden gang det første år, havde jeg også kun én fisk i. Det var til gengæld en gedde på 13 kg. Jeg ville have sat den ud igen, men gav efter for et massivt krav fra eleverne på bredden. Den fisk vilde de have ind på land koste hvad det ville! Jeg har stadig et ar i den ene finger, hvor den bed mig i et forsøg på at gøre mytteri.
Fra den første dag har vi omhyggeligt noteret i „Fiskebogen", hvad vi har fanget. Det er allerede en læseværdig bog, som år for år bliver bedre.
Et par gange om året har vi en ørred i nettet. En dag i august lagde vi både en ørred og en aborre i røgtønden. Jeg gjorde meget reklame for aborren, som jeg mente eleverne absolut burde smage. Måske har jeg overdrevet, for én af knægtene erklærede med et stort grin: „Vi spiser de hele!" Og det gjorde de så. Sig ikke at man ikke kan får nutidens børn til at spise fisk. Det går meget fint - i al fald til undervisningsbrug!
