Af Jens Frydendal, Naturskolen ved Hald
En morgen da jeg med en skoleklasse kom ned ad trapperne til søbredden, sad der en mand og fiskede. Vi spurgte ham, om han fangede noget. -Et ret intelligent spørgsmål til en fisker, men hvad skal man ellers spørge den slags folk om? Næ, han havde nu ikke fanget noget - ikke endnu i al fald, men han sad netop og medede efter en hel speciel fisk - en ørred som de kaldte ”Krogknækkeren”. Sådan hed den fordi den havde for vane at tage krogen i gabet og knække den, sutte ormen af og spytte resten ud. Nu havde han imidlertid fået en specialhærdet krog, så nu regnede han med at kunne tage den.
Vi kikkede lidt på den gode fisker og på hinanden, og besluttede at gå videre, da vi regnede ham for at være fuld af løgn, men ligesom vi skulle til at gå, rykkede det gevaldigt i snøren så proppen hoppede op og ned. Han halede straks ind, og saftsusme om det ikke var ”Krogknækkeren” der havde været der. Der hang kun en halv krog i enden af snøren - resten var væk!
Jørn Birkeholm, som var med på turen, mente godt det kunne passe, for han havde også hørt om en anden underlig fisk i søen. Det var en gedde, som de kaldte for ”Manddræberen” Den havde engang ædt den gamle bager fra Skelhøje...... hans gravhund.
Det var en søndag eftermiddag, hvor de gik tur langs søbredden. Hunden ville lige have en slurk vand. Den var vel blevet tør i halsen af lugten i bageriet, så den gik ned til bredden, og begyndte på gravhundevis at lappe vand i sig. Da lød et gevaldigt plask og gedden kom halvvejs op på bredden, snappede gravhunden og forsvandt i dybet med hele herligheden. Det eneste man fandt var en lille stump af halen, der drev i land omme ved Skytteholmen!
******
Selv har jeg med egne øjne set en havfrue svømme omkring i Krobugten. Det var en aften, jeg var ude at sætte net. Naturskolen har specialtilladelse til at sætte net i søen, for at kunne trække et passende kvantum brasner og andet godt op til de skoleklasser, der har lyst til at arbejde med den slags ting. Det er der heldigvis mange der har. Bedst som jeg roede af sted med nettet, plumpede der som sagt en havfrue i vandet. Jeg råbte, at hun skulle passe på ikke at gå i nettet.
Ganske vist har jeg specialtilladelse fra Skov – og Naturstyrelsen, Fiskerikontrol og Bådlauget, men jeg forudså problemer med både rådene for både etnisk og al mulig anden ligestilling, for ikke at tale om dyreetisk råd og Kulturministeriet, hvis det rygtedes at jeg havde landet en havfrue.
Da jeg lidt senere fortøjede båden, så jeg hun gik i land og forsvandt på sin cykel ad Dollerup til.
