I år har et af Hald Sø's Bådelaugs medlemmer forberedt bådelaugskonkurrencen til de, der gæster Naturens Dag ved Hald nu på søndag i tidsrummet kl. 10-15.
Både medlemmer og ikke-medlemmer kan deltage. Det kræver blot, at man lægger vejen forbi Hald Sø's Bådelaugs klubhus i skovbrynet mellem Niels Bugges Kro og Dollerup Bakker. Der kan i øvrigt parkeres på p-pladsen nedenfor huset.
I klubhuset serveres en pølse, ligesom der kan laves snobrød.
Der er flotte præmier at vinde!
Præmiesponsor: PH-Outdoor i Viborg
Konkurrencespørgsmål:
1. I Hald Sø klækkes hvert forår en bestemt myggeart. Mange fisk, og især ørreder, er helt vilde med at spise disse myg. Men hvad hedder myggearten?
a. Stikmyg
b. Dansemyg
c. Cykelmyg
2. Hald Sø er en meget gammel og dyb sø, som er skabt helt tilbage fra sidste istid. Men hvor mange meter er søen egentlig på det allerdybeste sted?
a. Under 10 meter dyb
b. Cirka 20 meter dyb
c. Over 30 meter dyb
3. Hald Sø har mange forskellige fiskearter. Hvilken af disse tre fisk findes ikke i søen?
a. Aborre
b. Fjæsing
c. Ørred
Sådan deltager du i konkurrencen:
Du udfylder blot en konkurrenceseddel i klubhuset på søndag i tidsrummet kl. 10-15, og du er med i konkurrencen. Vinderne bliver efterfølgende kontaktet af Hald Sø's Bådelaug.
Som medlem af Hald Sø's Bådelaug får du adgang til foreningens robåde, så du kan ro og fiske på Hald Sø. Et medlemskab støtter blandt andet foreningens vandpleje og vandplejeprojekter ved Hald Sø. Vandplejen er med til at bevare den oprindelige gamle stamme af søørred, som går helt tilbage til istiden. Du kan læse mere om bådelaugets formål og indsatsområder andetsteds på siden her.
På søndag kan du fange Hald Sø's Bådelaugs bestyrelse og medlemmer i klubhuset på Ravnsbjergvej efter Niels Bugges Kro samt ved bådene nedenfor Hald Hovedgaard. Følg flagene.
Mange tak til PH-Outdoor for de fornemme præmier til søndagens konkurrence.
På gensyn!