En eftersøgning kunne i går tage sin afslutning, hvor bådejer og bådelaugsrepræsentant havde sat hinanden i stævne.
Opslag i forbindelse med eftersøgningen af en anden jolle havde rejst fornyet opmærksomhed på en strandet båd i søens sydlige ende, og da den bådansvarlige havde oplysninger nok at gå videre med i sin tese, var sagen til sidst endt på Naturstyrelsens lokale enheds bord, som herefter kunne tage kontakt til den formodede ejer, der rigtig nok viste sig at være retmæssige indehaver.
Der skulle bjærges en båd!
Med koben og motorsav gik det nu langs den hvide sø, søen af
frost, sne og is, til det sted, hvor den bortkomne båd var blevet observeret,
fotograferet og igennem et stykke tid havde ligget fyldt af regnvand, den
nu skulle tømmes for.
Og vandet var blevet stift.
Det var nu slet ikke så galt endda. Motorsaven kom ikke i
brug, og den største udfordring på turen tilbage blev at holde den fornødne afstand
til de stejle skrænter, der skærer sig så uhyggeligt tæt på land og flere gange
truede med at opsluge mænd i vaders.
Undervejs blev der fortalt historier om store fisk, farlige
kastevinde, overleveret viden om knudefiskeriet og snakket om folk og
fæ ved søen tilbage til dengang da rigtig natur var blevet in, noget man ville tilbage til. Det synes de fleste at have glemt i dag...
Jollen var snart tilbage på land ved sin nu retmæssige plads.
Vi ses på søen.
