søndag den 13. oktober 2024

En formand takker af

 Dette bliver den sidste hjemmesidepost for bådelauget fra min hånd.

Til den ekstraordinære generalforsamling i mandags valgte jeg til sidst at takke af på broen og overlod det til foreningens første kvindelige formand at stikke kursen ud fremover. Mistillidsvotum blev trukket tilbage. Hvorfor trak jeg mig? Formandskabet har indtil i år været samlende, men uenighed om retning og hv-ordene på sigt kan bådelauget og Hald Sø ikke være tjent med. Der er brug for nye kræfter.

Bådelauget er de seneste år gået fra afvikling til udvikling. Vi er nået i mål med at være 300 medlemmer, mens et kontingent på 75,- årligt fortsat har været muligt grundet løbende strukturtiltag, vedvarende opmærksomheder og afstemning i forhold til udgiftsområder som administrative løsningstilgange. Deltagelser har medvirket til yderlige tilførsler. Eksempelvis er der nu tre foreningsbåde til medlemmerne, mens alle bådholdere ved søen kan låne en bådtrailer, et tiltag der kan hjælpe med at holde orden ved bådepladsområderne. Vi har øget indsatserne i vandplejen mærkbart og levet en tydelig linje for natur og det lokale liv. Vi er synlige i netværket og har op til mere end 1700 visninger om måneden på hjemmesiden. Og så er vores klublokaler blevet tobaks- og kæledyrsfri, selvom dette ikke er sket uden protester.

I min tid ved roret har jeg stået på mål for mere natur og ro ved Hald Sø og stillet mig kritisk over for tanker om urbanisering og tivoli i området. Jeg har med anker i bådelaugets formål, historie og de mange stemmer i fællesskabet løbende søgt mod de bedre kompromiser, ofte det (u)muliges kunst. Foranderlighed synes et vilkår i dag, ligesom fremdrift har været det for bådelauget.

Jeg har blandt andet hentet inspiration til foreningens retning i virket af nogle tidligere formænd, her blot opstillet kort tematisk: Forstå naturen lokalt. Forening og miljø gennem indsigt og engagement. Politisk opmærksomhed og netværk. Ordentlighed og indsatser. - Og må jeg tilføje: Sammenhængsforståelse og synlighed. Lev formålet i deltagelserne.

Tak for samarbejderne i netværket med en særlig tak til lodsejere og DTU Aqua.

Tak for anerkendelser og opfordringer i den seneste tid, det har været ganske overvældende. Jeg er udtrådt af bestyrelsen. Nu skal jeg bruge meget mere tid med min dejlige kone, og lidt mere tid på fluebinding og fiskeri. Kald det kærlighed.

Jeg ønsker holdet held og lykke.

Hald Sø er en perle, som vi på Viborg-egnen skal passe rigtig godt på, i en verden med stadig mindre natur og flere mennesker. En af de ganske særlige ting ved Hald Sø er logikken bag menneskets brug af naturen i området. På søfladen ror man sig til fiskene og oplevelserne. Og når det blæser for meget til at ro, får naturen fred for mennesket. Det giver mening, naturligvis.

Det er som om, at der nu er lidt flere ørreder i søen end for et halvt årti siden, ligesom der oftere ses havørn i området. Begge forhold er en skrøbelig balance, for det kan snart vippe og forgå, skulle mennesket ikke forstå, at der er brug for søfred ved Hald Sø, for både naturen og vores egen skyld.

Og så bliver det spændende at følge økologien under overfladen, nu hvor der er lukket for ilten.

Vi ses på sø...

Hov, vent..! Der er lige lidt blæk tilbage i pennen til en spændende nyhed:

Nu er Kajs blade, bøger og papirer tilgængelige i Humlehuset, og der er meget interessant læsning. Det er efter aftale med familien. Endnu en god grund til at lægge vejen forbi foreningens lokaler...

Thorbjørn

lørdag den 5. oktober 2024

Ekstraordinær generalforsamling på mandag flyttes fra Humlehuset til Naturskolen

 Den ekstraordinære generalforsamling på mandag kl. 18 er blevet flyttet fra Humlehuset til Naturskolen ved Hald, Ravnsbjergvej 71, 8800 Viborg.