tirsdag den 30. marts 2021

Grand Slam

 I Florida Keys i USA, hvor navne som Hemingway, Grey, Huff m.fl. har udviklet sportsfiskeriet, kan man fange en Grand Slam. En Grand Slam er ikke en fisk, men i stedet hele tre af slagsen: Permit, tarpon og bonefish - og de forskellige arter skal alle fanges på blot én enkelt dag!

Det havde været en kold vinter, rigtig kold, og måske var det derfor, at de tunge madammer ikke havde indfundet sig, hvor de plejede at være på denne tid af året? En tung madamme er en stor hungedde. Hos gedderne bliver hunnerne nemlig langt større end hannerne. Nu var geddefredningen igennem april måned lige om hjørnet, så skulle der fanges en forårsgedde, skulle det være nu! Også aborrerne var udeblevet. Aborre kan fanges hele året. Om foråret, viser erfaring fra Hald Sø, kan de store aborrer stå enkeltvis.

Det havde i det hele taget bare været rigtig koldt uden fangst på de første ture. Men så var det blevet til lidt kastetræning, og bådkassen, som var blevet tilvirket vinteren over, den funkede bare!

Bådkassen er tilvirket af en lav murerbalje, stykker af PVC-rør, en skumcylinder (til kunstagn) og rustfrie skruer, spændskiver og møtrikker. Med en vandfast tusch er der afsat streger for hver 10 cm. Kassen kan placeres under eller sågar på tværbrættet. Der findes desuden rørdele skåret ud til fluestænger/ andre vinkler.

Der var flere fiskere på søen denne første rigtige forårsdag. Når vejret skifter, er det med at være på vandet, for der er fiskene på finnerne!

Hald Sø kan ofte være mere vindblæst, end hvad vejrudsigten lover, og på denne dag var det ikke anderledes. De 6 m/s kom fra sydvest og gav to vindtunneler gennem søen; fra vest gennem Bækkelunds- og hovedgårdsbassinet, fra syd gennem hovedbassinet. Havde vinden været i øst, havde det forværret forholdene for fiskeri, for på Hald Sø findes ingen læ for østenvind.

Men trods blæst og bølger med små skumtoppe strålede solen, og luften var mild. På sådanne dage lægger man sig godt i årerne den ene vej for at kunne slappe af den anden med en enkelt åre som ror…

Kastefiskeri båden rundt var vanskeligt på grund af vinden, men på den anden side af ruinen var der lidt læ. Båden drev for vinden, mens der blev kastet i alle mulige retninger med forskellige kunstagn.

Nu skulle der skiftes fiskeplads.

Wobbleren kom i vandet og blev trukket efter jollen. Dørgningen resulterede i en aborre fint over 40 cm-mærket på bådkassens længdemarkeringer. Fisken var tromletyk! Efter en hurtig fotografering blev den genudsat.

Skulle man lige prøve det stræk én gang til trods blæst? Næste gang stangen bøjede dybt, var det en gedde i mindre mellemstørrelse, der ligeledes blev genudsat. Mindstemål for gedde er i øvrigt 60 cm.

I Hald Sø deler rovfiskene nogle af de samme byttedyr. Gedder, ørreder og større aborrer spiser alle skalle og aborre. Derfor er man heller aldrig helt sikker på, hvad der hugger…

Stangen bøjede lidt senere igen dybt i et godt hug, men blev derefter nede. Endnu en gedde?! Nej, en sølvfarvet ørred gik snart fri af vandet en 20 meter bag jollen. Den var lige under halvmeteren og både livlig og godt kroget, så fisken måtte hurtigt en tur i båden, før den kunne genudsættes ved godt mod. Heldigvis var der ved at være godt med vand indenbords (ørredens slimlag)... Ørreden på Hald Sø er fredet fra den 1. november til og med den 31. marts med et mindstemål på 40 cm, og der er ikke så mange af dem, som der var engang.

Nu måtte det være nok! Det havde dog været lige ved at blive til en kæmpestor fisk på vej ind, som den ene af de to stænger bøjede voldsomt i et dybt hug, men dette monster viste sig i kampens sidste fase at være en tung gren. 

Ja, sådan kan det gå, men det er præcis sådan, de rigtig store gedder også opfører sig, når de har hugget agnen. Vindmøller og kæmper...


...og en tilfældighedernes Grand Slam.

 

Hvis du har en god fiskehistorie fra Hald Sø, som du ønsker at dele, så send den til bestyrelsen på:

baadelaughaldsoe@gmail.com