Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken (engang) på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin mor.
I græsset var et mylder af små, hoppende frøer, der søgte mod vandet; de kvækkede ikke, for det havde de ikke lært endnu, til det var deres stemmer ikke klar, men hoppe og svømme kunne de.
Åen stod i flor; ranunklerne blomstrede i hvidt, og kun vandstjernerne strålede mere i det klare vand.
Forbipasserende i fint tøj på gangbroen bemærkede det dejlige ved det grønne, og de forundredes hver gang over den forgængelige natur, som snakkene lystigt gik.
Der blev i disse dage marcheret på egnen, men ikke længere fra trampende hære på vej i krig i sømbeslåede støvler; nu var det i stedet en folkefest i fredeligste forstand, hvor man deltog, som man kunne holde til og for, fra byens sten til de landlige omgivelser.
Rundt om ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer. Genslyngede vandløb løb frit og bugtede sig igennem landskabet, fra den mindste bæk til den største å.
I det lille pumpehus tæt ved søbredden kom der snart orden i rodet, de sejlende havde efterladt i sommermørket.
Midt i solskinnet lå en gammel herregård med nye græsplæner af den slags, hvor græsstråene gror på snorlige rækker, og under høje træer i alléen ikke langt derfra gav et par kærlige sjæle deres ja til hinanden.
Jo, der var rigtignok dejligt, derude på landet!
(- denne lørdag ved Hald Hovedgaard og Bækkelund Møllebæk).
Citering i kursiv fra: Andersen, H.C. (1843). Den grimme Ælling.
